Min nabo er fra Italien

– og til den anden side bor en canadisk familie med rødder i Afrika. Ved siden af dem bor en iransk familie. Bag ved os bor en kristen egyptisk familie, ved siden af dem bor der henholdsvis en fransk og en amerikansk familie – og ved siden af den amerikanske familie bor en britisk. Over for os på hjørnet bor et colombiansk par – og lidt længere nede ad vejen bor min veninde Zahra, der oprindeligt hed Karen og er fra Manchester. Nu hedder hun Zahra, fordi hun på et tidspunkt i løbet af sit ægteskab valgte at konvertere til Islam, så hun nu deler religion med sin algierske mand. Hendes bedste veninde – som for resten også er min veninde – hedder i øvrigt Maimuna (de fleste kalder hende bare Muna) og er fra Nigeria. Muna elsker at lave mad – og helst til mange mennesker – så hun holder tit sammenkomster for veninderne, mens børnene er i skole. Nogle gange er det med dans.

De fleste kvinder i lejren elsker at danse. Men man skal altid huske, at man ALDRIG må danse, hvis man er gravid. Det har Muna styr på, for det har hun lært af sin mor og de andre kvinder hjemme i landsbyen i Nigeria. Det virker i øvrigt lidt som om, at det der med graviditet er smitsomt for tiden: Min nabo – italieneren – har lige født, og det samme har en anden italiensk pige, jeg kender. I går fik jeg så nys om, at Allison – som er skotte – også lige har født. Min yogalærer er også gravid og har kvalme konstant. Ret upraktisk, når man underviser fem-seks dage om ugen …

Og så er der russerne og en masse fra Azerbaijan – for ikke at tale om alle familierne fra Venezuela, Storbritannien og USA – og nåh jo, så er der jo grækerne nede for enden af vejen. De sidder altid ude foran deres hus om eftermiddagen og vinker, når vi kører forbi. Moderen hedder Andrea (eller det kalder hun sig – hendes ’rigtige’ græske navn er i virkeligheden en del mere indviklet), hun er høj, slank, blond og smuk og helt forelsket i Josephine, som hun mener, er noget af det smukkeste, hun nogensinde har set.

Lige før man når ned til Andreas hus passerer man Nicola og Ians hus. Nicola og Ian har to golfvogne og ikke nogen bil: Nicola må alligevel ikke køre uden for lejren, og Ian har ikke siddet bag et rat, siden han var involveret i en bilulykke for 15 år siden. De tager bare bussen eller en taxa, når de skal noget. Bil har til gengæld den tildækkede saudiske dame, der bor henne for enden af Turban Avenue – hun kører Jaguar i fuldt ornat. Hun bor i øvrigt næsten lige ved siden af min veninde Najat, som er fra Libyen.

Det skønne ved vores lille by er, at alle kender alle, og der er altid nogen, der har tid til en kop kaffe og en snak, hvis man keder sig eller har et anfald af ørkenkuller.

Soya i Saudi Arabien

En af de bøger, jeg er ked af, at jeg ikke fik med mig til ørkenlandet, er Soyas Bedste – en novellesamling i hvilken novellen ’Den Usømmelige Legemsdel’ indgår. For de af jer, der ikke kender den, kommer der et uddrag her:

Den usømmelige legemsdel

Da Pastor Smith i 1886 kom til Natahoa, (som den første missionær, der satte sine ben på Natahoas bredder) eksisterede der overhovedet ikke én lilletå på øen! Det varede dog adskillige dage, inden denne besynderlighed gik op for ham, (en lilletå er jo en lidet iøjefaldende legemsdel) men til gengæld skete det på en højest indtrængende og dramatisk måde.

De gode Natahoanere var – bortset fra lidt kannibalisme – venlige, høflige og omgængelige. De kom straks præsten i møde med en rørende elskværdighed – der naturligvis var isprængt en barnlig og forståelig nysgerrighed.

Selvfølgelig gjorde præsten på sin side sit bedste for at vinde og fastholde deres tillid og hengivenhed, og en af fremgangsmåderne bestod i ikke at holde sig fornemt tilbage, men at deltage i deres fester og dagligliv, for så vidt der ikke var noget der stred mod den kristne religion.

Nu havde han lagt mærke til, at de alle, efter hver middag, på et bestemt klokkeslæt samlede sig på stranden, for hujende af livsglæde at styrte sig ud i brændingen. Nogen omklædning var ikke nødvendig. Mændene var til daglig kun iført en hajtand stukket gennem den ene næseflig, og kvinderne kun et artocarpus-blad som de for øvrigt til præstens bekymring havde anbragt bagpå, i stedet for dér hvor det rettelig hører hjemme (kun ved deres seksuelt-religiøse orgier var kvinderne iført et skørt og mændene et lændeklæde).

Ud fra sine principper som missionsmand ville præsten nu gerne deltage i den almindelige badning, men samtidig hindredes han af sin religion og sine anstændighedsbegreber i at optræde nøgen. Han overvejede sagen i flere dage, da han endelig en søvnløs nat fandt løsningen. Han ville soppe!

Den næste eftermiddag satte han sig på strandbredden smøgede bukserne op og afførte sig sin fodbeklædning. Han havde dog næppe fået afkrænget den første sok, før en ældre kvinde udstødte et hvin, samtidig med at hun forfærdet pegede på hans fod. Samtlige Natahoanere kom naturligvis ilende til. Men aldrig så snart havde de fået øje på præstens fod før de vrælende og hylende slog hænderne for ansigtet og styrtede af sted i alle retninger.

Da Pastor Smith fortalte historien til en efterfølger, tilføjede han dog, at hvis ikke han havde set forkert, så havde flere af dem holdt fingrende temmelig spredt. I løbet af ét nu var stranden øde for indfødte.

Pastor Smidt der var meget nedbøjet over det skete, troede først, at det var føddernes blege farve, der havde forfærdet dem, men da han havde fået støvlerne på, og de første Natahoanere nærmede sig – flove og generte – så han, at de alle sammen manglede deres lilletæer, og han øjnede nu en forbindelse mellem denne foreteelse og deres mærkelige forskrækkelse [...]"

Uddrag af novellen ’Den usømmelige legemsdel’ fra bogen Soyas Bedste, 1968 Soya og borgens forlag a/s

Grunden til, at jeg savner bogen, er især, at jeg gang på gang bliver mindet moralen i netop denne historie. Første gang, det skete, var da min datter og jeg efter tolv dages fantastisk ferie i Sri Lanka mødte op ved tjek-ind-skranken i lufthavnen. Vores valgte luftfartselskab var Saudia, som også havde stået for udturen. Ved skranken blev vi mødt af en mandlig Sri Lankansk medarbejder, der talte upåklageligt engelsk. Men da han så, hvor rejsen gik hen, kiggede han forfærdet på min gulvlange, ærmeløse sommerkjole og sagde:

”Men så skal du jo dækkes til!”

– og jeg svarede:

”Ja, det er vi klar over! Vi har begge vores abayaer med i håndbagagen”

 – og pegede ned på min lille fine gule håndbagagekuffert. Efter de sædvanlige spørgsmål om visum osv. gik han så i gang med at udskrive vores boardingpas, men da jeg rakte ud efter dem, sagde han (med eftertryk og stor alvor), at dem kunne han desværre ikke udlevere til mig, så længe jeg ikke var dækket til! Godt så! Så vi måtte frem med abayaerne – lige der ved skranken og med en lang kø af mennesker efter os. Men regler er regler, og de skal jo selvfølgelig overholdes. Eller noget …

Da vi så efter lidt ventetid og et ekstra sikkerhedstjek af håndbagagen ved indgangen til flyet endelig fik lov at gå om bord, blev jeg ærligt talt noget forundret over det syn, der mødte mig: Flyet var nemlig fyldt med folk, der skulle videre til Jeddah og derfra til Mekka på det, der kaldes umrah – en pilgrimsrejse uden for hadj – den årlige pilgrimsfærd.

Pilgrimmene må ikke bære tøj med syninger, og derfor bærer mændene en slags frottéhåndklæde rundt om livet, fastholdt af et bredt læderbælte, og endnu et håndklæde over skuldrene til at dække overkroppen. Men om bord på flyet havde en del af mændene valgt at afføre sig den øverste del af deres klædning – så nu stod jeg altså der fuldt tildækket foran et fly fyldt med mænd iført et håndklæde og INTET ANDET (underbukser har syninger – nævner det bare …). Men det var der åbenbart ikke nogen, der tog anstød af …

Min seneste påmindelse om Soyas udmærkede fortælling var forleden, da jeg havde gjort klar til frokost, og min datter kom stormende ind ad døren med et stort smil og sagde:

”Mor! Jeg kan se din skulder!” (jeg var i træningstøj efter morgenens yogatræning)

”Du skal nok lige dække dig til!”.

Jeg må have lignet et stort spørgsmålstegn, for hun skraldgrinede og sagde:

”Mor, ved du hvad! I dag blev jeg trukket til side af min lærer, der fortalte mig, at han havde haft et møde med viceskoleinspektøren. Viceskoleinspektøren havde bemærket, at man nogle gange kunne se min ene skulder, fordi nogle af mine bluser falder lidt ned over den. Og det var ikke så godt, var de blevet enige om! Så derfor havde de besluttet at sige til mig, at de bluser måtte jeg nok hellere holde op med at gå med – især nu, hvor jeg skal starte i middle school!” (middle school er fra sjette til niende klasse).

Det skal lige siges, at min datter på ingen måde får lov at gå i hvad som helst – og den selvsamme morgen var hun blevet sendt op for at tage en lang top på under sin bluse, fordi man kunne se lidt af hendes mave, når hun løftede armen.

Vi har tit og ofte talt om vores undren over, at hendes klassekammerater og andre stadig går rundt i leggins uden noget ud over – og at mange endda vælger at kombinere dem med bluser, der stumper, så der er frit udsyn til maven. Det er åbenbart ok – men skuldre – nej føj da! Mage til usømmelig legemsdel!

Jeg er især forundret, fordi en af de første ting, jeg spurgte skolens sekretær om, var, om der var nogen dresscode på skolen – og det var der ikke, fik jeg at vide.

Nu går jeg bare og glæder mig lidt til, at nogen henvender sig til mig med henstillingen – det kunne der blive en interessant snak ud af, tror jeg. Men desværre skal jeg nok ikke regne med, at nogle af de amerikanske/canadiske lærere har læst Soyas Bedste …

Min nye bedste ven er stor og sur

Eddikesur faktisk! Det er nemlig en gigantisk dunk eddike, som er blevet fast inventar i huset – og der er ikke noget, der hedder at løbe tør – lageret SKAL være fyldt op til enhver tid. Og nej, det er ikke fordi, jeg har kastet mig over agurkesyltning eller anden spas – det er simpelthen mit hemmelige våben mod det basiske saltvand, der kommer ud af vores vandhaner, og som strømmer ud i vaskemaskinen, når man beder om en helt almindelig 40 graders kulørtvask. Uden eddiken forsvinder farven på tøjet nemlig og forvandler de nyindkøbte klædningsstykker til uklædelige klude med store plamager i ubestemmelige lyse farver.

Og håret … suk! Som om det ikke var umuligt nok i forvejen! Men her har jeg efterhånden eksperimenteret mig frem til, at det bedste resultat opnås ved at lave en blanding af eddike og ferskvand fra hanen i køkkenet og så skylle håret med det efter hver vask.

Hvis jeg skal gå rundt med saltvand i håret, skal det altså være fordi, jeg kommer lige fra stranden. Og det hænder da også, at jeg gør det. Per har nemlig fået øvet sig så meget i at køre bil, at det nu er muligt for os at komme lidt omkring. Og på den lange lige vej til Aramcos strand (ca. en times kørsel fra vores hus) møder man alligevel stort set kun kameler, der trasker dovent af sted i solen. Vi har måttet holde tilbage for en enkelt af slagsen, mens den krydsede vejen i adstadigt tempo for at komme over til sin makker på den anden side. Og en anden gang kom vi forbi en stor flok i alle størrelser, der græssede i ørkenen. Man skulle ikke tro det, men det er faktisk det, de gør – de lever af de planter, der skyder op af sandet i de områder, hvor der er en smule vand i undergrunden. Det er i øvrigt de samme områder, hvor man kan grave efter ørkenroser – en oplevelse vi dog stadig har til gode.

Når nu jeg siger kameler, så er det jo faktisk en sandhed med modifikationer: I virkeligheden er den fremherskende race på disse egne den, vi på dansk kalder en dromedar – altså modellen med kun én pukkel. De hedder bare alle sammen ’camels’ på engelsk, og derfor skelner man ikke rigtigt.

Hvad sådan en størrelse hedder på arabisk, har jeg ikke rigtigt fundet ud af endnu – men så har jeg lært så meget andet. Jeg er nemlig begyndt at gå til arabisk to gange om ugen. Vi er et lille hold på kun tre personer (kvinder, naturligvis), der sammen øver os i at udtale og ikke mindst huske diverse arabiske gloser. Jeg er ret overbevist om, at jeg aldrig bliver helt velbevandret i dette sære sprog, men det ville nu alligevel være rart at kunne begå sig ude i samfundet uden at skulle bruge alt for mange fagter. Og jeg bliver lige glædeligt overrasket, hver gang det går op for mig, at jeg rent faktisk engang imellem forstår, hvad der bliver sagt. Det er mest noget med ’Hvad er det?’, ’Hvad koster denne her’?’ og den slags – men man skal jo starte et sted, ikke sandt :)

Nogen har stjålet julen

      – og rygterne vil vide, at det er de to lømler Allan og Muhammed, der har været på spil!

Det startede vist nok med, at ham der Allan sagde, at det der med Jesus, det havde han altså ikke noget med at gøre. Og hvad Maria havde rodet sig ud i med ham Helligånden, det måtte hun altså selv stå til ansvar for. Han skulle i hvert fald ikke hænge på månedlange fødselsdagsfejringer med tilhørende gaver hvert eneste år i december. Så sådan blev det! Og tro det eller lad være: Det to lømler har endda stillet vagter op rundt omkring for at sikre, at der ikke bliver nogen fejring af nogen fødselsdag på Allans grund – han mener, hvad han siger!

Så hvad gør en klog, der gerne vil have julen med sig i det muslimske? Vi havde jo på forhånd opgivet at medtage den store kasse med julepynt, da det blev gjort meget klart for os, at den slags blev betragtet som en alvorlig overtrædelse af lovgivningen og ville være forbundet med strenge straffe – og det er jo ikke lige just på den måde, man ønsker at stifte bekendtskab med et nyt land …

Men julepynt må der jo til (det er strengt nok, at gløggen er bandlyst!) – og heldigvis blev vi hjulpet godt på vej af skolens auktion til støtte for Filippinerne, hvor hver klasse havde samlet ind til kurve med forskellige temaer – der var f.eks. bagekurve, spa-kurve, kaffekurve, snackkurve – og en enkelt julekurv fyldt med alt det forbudte, som dusinvis af familier havde smuglet ind gennem årene og nu havde besluttet at dele med os nyankomne, der endnu ikke havde turdet/haft mulighed for at smugle de livsnødvendige julekugler og lyskæder ind.

Så af sted til auktion med os! Men da der jo var mange hundrede mennesker på pletten og kun én julekurv, måtte der sættes hårdt ind. Så Per fik strenge instrukser om, at ’failure is not an option’ – den kurv skulle med hjem, basta bum! Så han bød det bedste, han havde lært – og det blev dyrt – men jeg fik min kurv! Stor lykke (og gode penge til Filippinerne – ren win-win, hvis nogen spørger mig!).

Men der manglede jo stadig noget – et juletræ. Jeg havde set på Ikeas hjemmeside, at der var juletræer til salg hos dem – plastik forstås, men selv ikke juletræer rækker jo ind i himlen. Så vi satte os tålmodigt i bussen og beredte os på endnu en maratontur til Ikea en times kørsel herfra. Men da vi kom derud, var det ikke så meget som en plastikgrannål tilbage. I første omgang troede vi, at lømlerne også havde været på spil her i den svenske oase midt i ørkenen, men da jeg senere fik forhørt mig rundt omkring, kunne jeg forstå, at det var alle vores med-tilflyttere, der havde kørt stormløb på butikken og støvsuget den for alt, hvad der bare mindede om jul. Så tilbage til tegnebrættet med os.

Ugen efter foreslog Per, at vi tog en tur til Bahrain for at købe de sidste julegaver, hygge os, spise lidt god mad og måske endda drikke et enkelt glas vin (det må man nemlig gerne på de kanter) – og da jeg havde håb om, at man måske der kunne få lov at opleve en smule julestemning, besluttede vi at tage af sted.

Turen derover var lang – mest pga. de uendeligt lange køer ved grænsen, hvor man bliver tjekket i hoved og r.. – forsikringspapirer, opholdstilladelser, våben, visaer osv. – men vi kom dog frem uden problemer.

Vi havde valgt at blive sat af ved et mall, hvor vi vurderede, at der var mindst risiko for, at vi blev væk fra hinanden i kampens hede. Der var da også minimale strejf af juleoppyntning her og der, men ikke det store at tage med hjem. Dvs. lige indtil, at vi faktisk var klar til at gå og lige skulle i Debenhams for at se efter en sidste gave. Så stod det der – juletræet! Først troede jeg bare, det var til pynt, men da jeg kom bag om det, lå der en kasse med et, der var til salg. Haps, sagde det! Hvad koster det, spurgte Per? Og jeg kom helt pr. refleks til at svare ’Er det ikke lige meget?’ (det griner Christian ad endnu …).

Da vi så stod uden for mall'en og ventede på bilen, der skulle køre os tilbage, blev vi enige om, at det nok trods alt var smartest at fjerne det store klistermærke på siden af kassen med et billede af et flot pyntet juletræ med lys – ingen grund til at friste skæbnen og Allans udsendte.

Med os i bilen var to pakistanske herrer, der efter alt at dømme havde haft en fin tur til Bahrain – de var i hvert fald i højt humør på vejen hjem. Så der blev snakket og grinet en del. Da vi nåede til grænsen, gik det ret hurtigt op for mig, at tolderne havde den helt store razzia i gang – alle blev gennet ind til siden, og alle biler blev tjekket. Ikke godt! Men på den anden side har panik aldrig hjulpet nogen, så vi skyndte os at finde den venlige, uskyldige og smilende mine frem og klistre den godt fast. Det forhindrede dog ikke tolderen i at åbne kassen med det forkætrede træ og sige en hel masse på arabisk meget hurtigt efter hinanden, hvoraf vi kun forstod et eneste ord, nemlig ’haram!’ (det betyder ’forbudt i henhold til koranen’ – og altså den værste slags ’forbudt’, man kan tænke sig her på egnen).

Så blev alle mændene i bilen gennet ud og over mod toldkontoret, og jeg sad tilbage i bilen med børn og chauffør og forsøgte som en gal at komme i tanker om, hvad straffen helt præcist var for den forbrydelse, vi lige var blevet taget i. Og imens jeg tænkte, så det knagede, gjorde jeg mig de største anstrengelser for at smile spørgende og uskyldigt til tolderen. Ikke nemt, når man for det første er kommet i byen uden sin abaya og for det andet hele tiden skal huske på, at man er en kvinde og ikke bare sådan kan tillade sig hvad som helst.

Men et eller andet må trods alt have virket, for pludselig sagde han en hel masse mere og kaldte mændene tilbage igen. Jeg kiggede spørgende på chaufføren og sagde ’Er vi ok?’ – og ja, det var vi, sagde han. Tolderen havde sagt noget om, at han i første omgang havde troet, at der var tale om levende græs, men at det nu var gået op for ham, at der var tale om plastik, så vi kunne trygt køre videre. Lige spændende nok efter min smag – men godt så!

Da vi kom endelig kom hjem (gennem en tåge, der bogstaveligt talt var lige så tyk som ærtesuppe), var klokken et godt stykke på den forkerte side af midnat, så der var bred enighed om, at vi ville vente til næste dag med træudpakning og pyntning. Men man kunne jo godt lige åbne kassen og se på træet. Og måske kunne man også godt lige samle det, så det var klar … Lang historie kort: Det endte jo selvfølgelig med, at vi stod der midt om natten med julemusik i stuen og samlede, udfoldede (og det tager lang tid, skulle jeg hilse og sige!) og pyntede vores fine træ J

Og nu er jeg så kendt i lejren som damen, der frygtløst lagde sig ud med de arabiske myndigheder og vendte sejrrigt tilbage med det eftertragtede juletrofæ – det giver god street credit heromkring J

Så vi har kun én ting at sige: Godt forsøgt, Allan og Muhammed! Men os kan I altså ikke løbe om hjørner med!

Vejen til Dhahran

… er brolagt med tusindvis af eksploderede dæk. De ligger tæt langs vejkanten og vidner om, at op mod 50 graders varme og høj hastighed på asfalt er en rigtig skidt kombination. Sjovt nok lader det ikke til at virke afskrækkende på araberne, der dagligt praktiserer deres vanvidsdødskørsel ud og ind mellem banerne skiftevis fra højre og venstre, ofte på stregerne mellem to baner og altid uden at vise af. Overhalinger indenom er normen, og det er mere reglen end undtagelsen, at man møder nogen på motorvejen, der kører mod trafikken. Lyskurver betragtes som vejledende, og forkørselsret er noget, man kræver.

Sidst gik turen til IKEA efter møbler og nips. IKEA med saml-selv, köttbullar med svenske flag, lingon läsk – og moske, tildækkede kvinder og højlydte, syngende bønnekald. Kulturchok en masse … Der var seks timer imellem bussens ankomst og dens afgang retur mod compounden, og vi var enige om, at det var ALT for længe. Men det viste sig faktisk at være lige lidt nok, og vi endte med at måtte økonomisere vældigt med tiden – til gengæld fik vi næsten ikke noget af det, vi kom efter … Det er som bekendt ikke helt let at nå til enighed, når alles ønsker og behov skal tages i betragtning.

Vi fik dog de ting, vi manglede mest akut til køkkenet samt lidt puder, billeder og nips, der nu ligger, hænger og står og bidrager til, at huset føles lidt mere som et hjem. Det er rart. Ikke mindst fordi, det har vist sig at være sin sag at få vores egne ting bragt herned.

Som jeg beskrev forleden, skulle vi pludselig af sted med meget kort varsel, og derfor skulle det pludseligt gå stærkt med sortering, udsmidning og nedpakning. De ting, der skulle fragtes herned, skulle pakkes og afhentes dagen inden afrejse af et firma, der var hyret af Aramco. Eller det vil sige – skulle have været hyret. Som beskrevet endte vi med selv at måtte hyre folk til at pakke og køre vores ting på lager – og der står de endnu. For at Aramcos samarbejdspartner vil røre ved opgaven, skulle der nemlig have været udarbejdet lange lister med beskrivelse af hver eneste lillebitte dims i forsendelsen samt en forsikringsopgørelse i mindste detalje for hver eneste identificerbar kasse. Det er selvsagt ikke blevet gjort … Så nu er alt vores indbo strandet i Køge …

Vi har haft fat i hele vores netværk af folk, der muligvis kunne tænkes at kunne hjælpe, og vi har haft kontakt til flere shippingfirmaer, der i øjeblikket klør sig i håret for at finde en løsning på sagen. Det positive er, at Aramco giver en ganske klækkelig økonomisk kompensation til de, der selv klarer forsendelsen. Det negative er, at uanset hvordan vi vender og drejer det, så skal vi have nogen til at pakke alting ud igen (grundigt pakkede flyttekasser, der ér stillet på paller med film omkring), lave lister og nummerere kasserne. Det koster selvsagt en klækkelig sum – og det er bestemt heller ikke nogen hverdagsopgave for et shippingfirma. Derudover skal vi så forsøge at få nogen til at tilbyde en totalløsning, så vi ikke ender med at have en container stående på havnen i Dammam uden at kunne få den fragtet hertil.

Men mon ikke der melder sig en løsning, hvis vi bare tager JA-hatten på og snupper en dyb indånding eller to? J

Jeg bor i et køleskab

Siden sidst er jeg begyndt at arbejde (for uindviede kan jeg afsløre, at jeg er oversætter og fortsat har kunder i Danmark, som jeg laver opgaver for). Det hjælper lidt på kedsomheden. For kedeligt er det altså, når man tilbringer sine dage inden døre bag nedrullede gardiner.

Og nej, det er ikke fordi jeg/vi har udviklet en eller anden form for sygelig menneskeskyhed – det skyldes simpelthen kombinationen af de stadig langt over 40 grader udenfor og at sauderne åbenbart ikke rigtigt har taget ideen om energiruder til sig endnu. Så hvis vi drister os til at trække gardinerne fra i løbet af dagen, stiger temperaturen indenfor lynhurtigt til model ikke-så-rart – også selvom aircon’en kæmper det bedste, den har lært.

Og det med at gå ud … Jo altså … Når man har siddet i nogle timer i ’det store køleskab’ (vores hus, red.), sker det stadig jævnligt, at en af os tænker ’Så slemt kan det da umuligt være’ og vover sig udenfor. Men det kan det! Og som regel kommer den vildfarne lynhurtigt ind igen.

Og om aftenen, når temperaturen falder, kommer fugten til gengæld, og vover man sig ud på det tidspunkt, får man virkelig lært, hvad det vil sige at svede.

I øjeblikket går tiden (ud over arbejdet) blandt andet med at få alting klar til at vores børn kan starte i skole d. 1. september. Til det formål skal vi have indsamlet erstatningseksemplarer af alle de papirer, vi allerede har fremsendt, men som nogen har fået til at forsvinde et sted i systemet, og børnene skal have den vaccination for tyfus, som, vi havde fået at vide, var unødvendig. Så der er bestilt tid til vaccination på søndag – hvilket bringer mig til listen over, hvad jeg har lært om saudere og Saudi Arabien indtil videre:

1.     I Saudi Arabien falder weekenden fredag og lørdag – eller dvs.: Lige inden vi kom, var der nogen (efter al sandsynlighed i kongefamilien), der fik den ide at flytte weekenden. Før lå den nemlig torsdag og fredag. Så det gjorde de. Bare sådan lige. På det niveau er man nemlig ikke så længe om så lidt.

Det er man til gengæld på alle andre niveauer:

2.     I Saudi Arabien skal man altid gøre alting tre gange. Hvis man f.eks. skal i banken for at oprette en konto, er der altid et eller andet, der ikke er, som det skal være, de første to gange, man møder op, og først tredje gang lykkes projektet. Det er et faktum, og man kan lige så godt vænne sig til det først som sidst.

3.     I Saudi Arabien vil man hellere ansætte en mand (som regel en inder) til at udføre tankeløst arbejde, end man vil indføre en simpel, praktisk foranstaltning. Således er der uden for den kontorbygning, hvor min mand arbejder, ikke opstillet noget askebæger på trods af, at der er masser af rygere, der holder pause her i løbet af dagen. Som løsning på det problem har man i stedet ansat en mand med en kost og en skovl. Han står der fra morgen til aften, og hans eneste funktion er at feje skodder op efter rygerne.  På samme måde er der ansat en mand til at køre i bil foran busserne hele vejen. Når de så når frem til de store holdepladser – f.eks. foran kontorbygningen – står han ud og dirigerer dem på plads. En meget fornuftig ordning, hvis det ikke var fordi, at alle busserne har faste pladser. Man skulle tro, at chaufførerne selv var i stand til at finde dem efter et par dage på jobbet …

Og apropos faste pladser:

4.     Hvis man kommer ud for at skulle sidde i et venterum f.eks. hos lægen, skal man huske at tjekke, at man har valgt den rigtige afdeling. Der er nemlig altid en til kvinder og en til mænd. Det er ikke sikkert, de er adskilt – måske er der bare lidt afstand mellem de to rækker stole. Men sådan er det – og de mener det skam meget alvorligt.

5.     I Saudi Arabien er der ingen lov mod at køre bil i spirituspåvirket tilstand. Men der er hårde (meget hårde) straffe for fuldskab og besiddelse af alkohol – også i eget hjem.

6.     I Saudi Arabien er det kolde vand i vandhanen varmt – undtagen tidligt om morgenen, hvor man kan være heldig at få lidt køligt vand efter natten.

Og når vi nu er ved vand:

7.     I Saudi Arabien er alt vand i huset saltvand – dvs. man bader i saltvand, vasker hår i saltvand, børster tænder i saltvand osv. Eneste undtagelse er i køkkenet, hvor der er to haner – en med saltvand og en med ferskvand. Overfladevand, forstås … Så det smager ikke særligt godt. Især ikke om aftenen, hvor det får en fæl bismag af klor.

8.     I Saudi Arabien er mælk dyrere end benzin – væsentligt dyrere – og det er vand også …

9.     Det er forbundet med bøder og fængselsstraf at bringe spillekort med ind i landet – men i det lokale supermarked kan man indkøbe et sæt for 10 SAR (der stod ikke noget om, at der var forbud mod besiddelse …).

10.     I Saudi Arabien er det strafbart at udtale sig negativt om landet eller om kongefamilien – så jeg håber, vi alle er enige om, at alle ovenstående udtalelser er absolut kærligt ment ;)

Søvnige dage i en forladt ørkenby

Da vi vågnede op ad dagen på vores første dag som indbyggere i byen i ørkenen og havde fået gnedet det meste af søvnen ud af øjnene, forsøgte vi forsigtigt at stikke næsen ud ad døren for at kigge nærmere på verden udenfor. Vi trak den dog lynhurtigt til os igen: Luften udenfor føltes præcis som en overophedet føntørrer i højeste gear. Solen bagte ned kun bremset en lille smule af det sand, der lå som et tyndt lag skyer højt oppe i atmosfæren. Det samme sand, som hen over natten (og indrømmet – hele første halvdel af dagen), hvor vi havde ligget og sovet, var krøbet umærkeligt ind gennem usynlige sprækker i huset og havde lagt sig som et fint lag støv på alting.

Vi besluttede os for at vente, til temperaturen faldt en smule, inden vi bevægede os udenfor for at se nærmere på vores nye hjemby. Heldigvis havde Aramco sørget for, at der var lidt mad i huset, da vi kom, så vi kunne hellige os den helt store udpakning og vente til senere med at købe ind.

Da vi sidst på eftermiddagen havde tømt den sidste kuffert og stillet den ind i det designerede kuffertrum (jep, sådan et har vi nemlig også), tjekkede vi endnu en gang temperaturen – stadig meget varmt, men dog ikke helt så slemt som tidligere. Vi blev dog hurtigt enige om, at en gåtur til supermarkedet nok ikke lige lå i kortene. Så vi ringede efter en af compoundens taxaer og fik et lift i stedet. I supermarkedet blev vi præsenteret for en særegen blanding af lokale varer (billige og af rigtig god kvalitet) og importerede varer, hovedsageligt fra USA og England (meget dyre). Vi fandt hurtigt ud af, at det godt kan betale sig at kigge ekstra godt efter prismærkerne, inden man begyndte at hive ting ned fra hylderne. Jeg faldt f.eks. over et halvt kilo spaghetti til 38 rial (1 rial = DKK 1,60) – hvorimod den pakke, der lå ved siden af, kostede 5 rial for samme mængde. En forskel, der er til at tage at føle på, må man sige.

De næste dage fik vi heller ikke udrettet det store. Af en eller anden grund (der var sikkert mange at tage af), var vi trætte helt ind til knoglerne og havde allermest lyst til bare at sove. Dog fandt vi på dag to vej til poolen, og vi har siden gjort det til et fast ritual at besøge den hver eftermiddag, når solen begynder at bevæge sig mod horisonten, og temperaturen falder fra omkring 47 grader til ca. 38. Indtil videre er det kun os og ganske få andre, der benytter poolen. Langt de fleste af byens andre indbyggere er nemlig flygtet til køligere himmelstrøg for at vende tilbage senere på måneden, når der indvarsles mere menneskelige temperaturer.

Weekenden her falder fredag og lørdag, og eftersom vi ankom midt i ugen, var min mands første arbejdsdag planlagt til førstkommende søndag. Han havde fået en masse papirer, som han tjekkede igen og igen for at sikre, at han nu også havde styr på alting og var 100 % klar til første dag på jobbet. Blandt papirerne lå også et brev, hvori der stod beskrevet, at han ville blive hentet på vores adresse i Abqaiq af samme mand, som hentede os i lufthavnen. Og brevet var da også underskrevet af denne. Så min mand stod op søndag morgen, gjorde sig klar og stillede sig troligt ud for at vente på at blive samlet op. Der kom bare ikke nogen for at hente ham. Han forsøgte flere gange at ringe på de numre, der stod angivet i brevet, men ingen steder var der svar. Op ad formiddagen ringede husets fastnettelefon, og manden, der havde underskrevet brevet, spurgte, hvor min mand var. Da min mand forundret fortalte, at han jo var lige her, hvor han havde fået besked om at være, fik han at vide, at han bestemt måtte have misforstået brevet. Afhentningen galt nemlig kun medarbejdere, der var bosat i Dhahran. Min mand protesterede forsigtigt – der stod jo lige her sort på hvidt – adresseret til ham – at han ville blive hentet. Men nej, det var bestemt noget, han havde misforstået. Men den slags skete hele tiden, fik han at vide, så for at råde bod på situationen, ville chefen i stedet forære ham en fridag – så kunne han bare starte dagen efter.

Den ekstra fridag brugte vi på at ringe til skolen for at få indskrevet vores børn. Her fik vi at vide, at de gerne ville møde børnene og give dem en test for at fastlægge, hvor i systemet de ville passe bedst ind. Vi fik en aftale i stand samme dag kl. 13.

Mødet med skolen var på alle måde positivt. Det første, vi bemærkede, da vi trådte ind, var en åben dør til en gigantisk moderne gymnastiksal, der ikke lugtede af sure fødder. (Så det kan altså lade sig gøre. Vi må lige lure hemmeligheden og se, om vi kan eksportere den til Danmark. Hvis bare vi kan redde et enkelt barn fra traumer over stinkende gymnastiksale …) Skolens sekretær viste os ind til inspektøren, en høj, bredskuldret canadier, der efter eget udsagn lystrer alt fra ’mr. Webster’, ’mr. W’ over ’Big Man’ til lige hvad eleverne finder på at kalde ham – så længe det ikke er ondskabsfuldt. Mr. Webster er en af den slags mennesker, der er omgivet af en aura af venlighed, pålidelighed og intelligens – man føler sig straks godt tilpas i hans selskab. Og det gjorde vores børn heldigvis også. Så de fulgte tillidsfuldt efter ham ind i skolens bibliotek, hvor der var gjort klar til tests. Imens fik vi forældre lov til at snuse rundt på skolens gange og kigge ind i de forskellige lokaler. Vi fandt blandt andet et meget inspirerende formningslokale, et veludstyret musiklokale og et fantastisk klatrerum med klatrevægge i mange forskellige udformninger. Og så stødte vi tilfældigt på mrs. Webster, som viste sig at holde til i et af klasselokalerne, hvor hun omgivet af stakke af bøger og med hjælp fra en af eleverne forsøgte at gøre lokalet klar til et nyt skoleår. Vi fik en lang snak med mrs. Webster, som viste sig at være lige så venlig og imødekommende som sin mand, og som efter al sandsynlighed vil komme til at undervise vores søn, når ferien rinder ud. Mrs. Webster fortalte, at hun egentlig var på barsel – og at de små grynt, vi kunne høre, kom fra hendes kun én måned gamle datter, der lå og sov i sin lift under kateteret.

Da testningen var forbi, fik vi en snak med skolens sekretær, der kunne fortælle, at vores datter var indskrevet i systemet med fødselsår i 2013 (hun er fra 2003), og at der ikke var nogen oplysninger på nogen af børnene mht. de mange vaccinationer, der kræves for at få lov at starte i skolen. De var åbenbart forsvundet et sted i systemet, så foran os lå nu opgaven med at rekonstruere de papirer, der allerede var fremsendt til Aramco.

Vi er ved at få lært, at det bare er sådan, det er … Frustration er spild af tid. Det er bare at sætte den ene fod foran den anden og gøre, hvad der skal til. Til gengæld er alle her så søde og rare og hjælpsomme, at det nemt vejer op for alt besværet. Vi har fået masser af tilbud om alt fra kaffebesøg til rundvisning i den nærliggende historiske by Khobar. Og hvis man kommer gående ned ad gaden, og der kommer en bil forbi, bliver man straks spurgt, om man vil have et lift. For som mrs. Webster siger: ”Hvis vi ser nogen gå rundt på gaden i varmen, så ved vi bare, at I er nye!”.