Soya i Saudi Arabien

En af de bøger, jeg er ked af, at jeg ikke fik med mig til ørkenlandet, er Soyas Bedste – en novellesamling i hvilken novellen ’Den Usømmelige Legemsdel’ indgår. For de af jer, der ikke kender den, kommer der et uddrag her:

Den usømmelige legemsdel

Da Pastor Smith i 1886 kom til Natahoa, (som den første missionær, der satte sine ben på Natahoas bredder) eksisterede der overhovedet ikke én lilletå på øen! Det varede dog adskillige dage, inden denne besynderlighed gik op for ham, (en lilletå er jo en lidet iøjefaldende legemsdel) men til gengæld skete det på en højest indtrængende og dramatisk måde.

De gode Natahoanere var – bortset fra lidt kannibalisme – venlige, høflige og omgængelige. De kom straks præsten i møde med en rørende elskværdighed – der naturligvis var isprængt en barnlig og forståelig nysgerrighed.

Selvfølgelig gjorde præsten på sin side sit bedste for at vinde og fastholde deres tillid og hengivenhed, og en af fremgangsmåderne bestod i ikke at holde sig fornemt tilbage, men at deltage i deres fester og dagligliv, for så vidt der ikke var noget der stred mod den kristne religion.

Nu havde han lagt mærke til, at de alle, efter hver middag, på et bestemt klokkeslæt samlede sig på stranden, for hujende af livsglæde at styrte sig ud i brændingen. Nogen omklædning var ikke nødvendig. Mændene var til daglig kun iført en hajtand stukket gennem den ene næseflig, og kvinderne kun et artocarpus-blad som de for øvrigt til præstens bekymring havde anbragt bagpå, i stedet for dér hvor det rettelig hører hjemme (kun ved deres seksuelt-religiøse orgier var kvinderne iført et skørt og mændene et lændeklæde).

Ud fra sine principper som missionsmand ville præsten nu gerne deltage i den almindelige badning, men samtidig hindredes han af sin religion og sine anstændighedsbegreber i at optræde nøgen. Han overvejede sagen i flere dage, da han endelig en søvnløs nat fandt løsningen. Han ville soppe!

Den næste eftermiddag satte han sig på strandbredden smøgede bukserne op og afførte sig sin fodbeklædning. Han havde dog næppe fået afkrænget den første sok, før en ældre kvinde udstødte et hvin, samtidig med at hun forfærdet pegede på hans fod. Samtlige Natahoanere kom naturligvis ilende til. Men aldrig så snart havde de fået øje på præstens fod før de vrælende og hylende slog hænderne for ansigtet og styrtede af sted i alle retninger.

Da Pastor Smith fortalte historien til en efterfølger, tilføjede han dog, at hvis ikke han havde set forkert, så havde flere af dem holdt fingrende temmelig spredt. I løbet af ét nu var stranden øde for indfødte.

Pastor Smidt der var meget nedbøjet over det skete, troede først, at det var føddernes blege farve, der havde forfærdet dem, men da han havde fået støvlerne på, og de første Natahoanere nærmede sig – flove og generte – så han, at de alle sammen manglede deres lilletæer, og han øjnede nu en forbindelse mellem denne foreteelse og deres mærkelige forskrækkelse [...]"

Uddrag af novellen ’Den usømmelige legemsdel’ fra bogen Soyas Bedste, 1968 Soya og borgens forlag a/s

Grunden til, at jeg savner bogen, er især, at jeg gang på gang bliver mindet moralen i netop denne historie. Første gang, det skete, var da min datter og jeg efter tolv dages fantastisk ferie i Sri Lanka mødte op ved tjek-ind-skranken i lufthavnen. Vores valgte luftfartselskab var Saudia, som også havde stået for udturen. Ved skranken blev vi mødt af en mandlig Sri Lankansk medarbejder, der talte upåklageligt engelsk. Men da han så, hvor rejsen gik hen, kiggede han forfærdet på min gulvlange, ærmeløse sommerkjole og sagde:

”Men så skal du jo dækkes til!”

– og jeg svarede:

”Ja, det er vi klar over! Vi har begge vores abayaer med i håndbagagen”

 – og pegede ned på min lille fine gule håndbagagekuffert. Efter de sædvanlige spørgsmål om visum osv. gik han så i gang med at udskrive vores boardingpas, men da jeg rakte ud efter dem, sagde han (med eftertryk og stor alvor), at dem kunne han desværre ikke udlevere til mig, så længe jeg ikke var dækket til! Godt så! Så vi måtte frem med abayaerne – lige der ved skranken og med en lang kø af mennesker efter os. Men regler er regler, og de skal jo selvfølgelig overholdes. Eller noget …

Da vi så efter lidt ventetid og et ekstra sikkerhedstjek af håndbagagen ved indgangen til flyet endelig fik lov at gå om bord, blev jeg ærligt talt noget forundret over det syn, der mødte mig: Flyet var nemlig fyldt med folk, der skulle videre til Jeddah og derfra til Mekka på det, der kaldes umrah – en pilgrimsrejse uden for hadj – den årlige pilgrimsfærd.

Pilgrimmene må ikke bære tøj med syninger, og derfor bærer mændene en slags frottéhåndklæde rundt om livet, fastholdt af et bredt læderbælte, og endnu et håndklæde over skuldrene til at dække overkroppen. Men om bord på flyet havde en del af mændene valgt at afføre sig den øverste del af deres klædning – så nu stod jeg altså der fuldt tildækket foran et fly fyldt med mænd iført et håndklæde og INTET ANDET (underbukser har syninger – nævner det bare …). Men det var der åbenbart ikke nogen, der tog anstød af …

Min seneste påmindelse om Soyas udmærkede fortælling var forleden, da jeg havde gjort klar til frokost, og min datter kom stormende ind ad døren med et stort smil og sagde:

”Mor! Jeg kan se din skulder!” (jeg var i træningstøj efter morgenens yogatræning)

”Du skal nok lige dække dig til!”.

Jeg må have lignet et stort spørgsmålstegn, for hun skraldgrinede og sagde:

”Mor, ved du hvad! I dag blev jeg trukket til side af min lærer, der fortalte mig, at han havde haft et møde med viceskoleinspektøren. Viceskoleinspektøren havde bemærket, at man nogle gange kunne se min ene skulder, fordi nogle af mine bluser falder lidt ned over den. Og det var ikke så godt, var de blevet enige om! Så derfor havde de besluttet at sige til mig, at de bluser måtte jeg nok hellere holde op med at gå med – især nu, hvor jeg skal starte i middle school!” (middle school er fra sjette til niende klasse).

Det skal lige siges, at min datter på ingen måde får lov at gå i hvad som helst – og den selvsamme morgen var hun blevet sendt op for at tage en lang top på under sin bluse, fordi man kunne se lidt af hendes mave, når hun løftede armen.

Vi har tit og ofte talt om vores undren over, at hendes klassekammerater og andre stadig går rundt i leggins uden noget ud over – og at mange endda vælger at kombinere dem med bluser, der stumper, så der er frit udsyn til maven. Det er åbenbart ok – men skuldre – nej føj da! Mage til usømmelig legemsdel!

Jeg er især forundret, fordi en af de første ting, jeg spurgte skolens sekretær om, var, om der var nogen dresscode på skolen – og det var der ikke, fik jeg at vide.

Nu går jeg bare og glæder mig lidt til, at nogen henvender sig til mig med henstillingen – det kunne der blive en interessant snak ud af, tror jeg. Men desværre skal jeg nok ikke regne med, at nogle af de amerikanske/canadiske lærere har læst Soyas Bedste …

Min nye bedste ven er stor og sur

Eddikesur faktisk! Det er nemlig en gigantisk dunk eddike, som er blevet fast inventar i huset – og der er ikke noget, der hedder at løbe tør – lageret SKAL være fyldt op til enhver tid. Og nej, det er ikke fordi, jeg har kastet mig over agurkesyltning eller anden spas – det er simpelthen mit hemmelige våben mod det basiske saltvand, der kommer ud af vores vandhaner, og som strømmer ud i vaskemaskinen, når man beder om en helt almindelig 40 graders kulørtvask. Uden eddiken forsvinder farven på tøjet nemlig og forvandler de nyindkøbte klædningsstykker til uklædelige klude med store plamager i ubestemmelige lyse farver.

Og håret … suk! Som om det ikke var umuligt nok i forvejen! Men her har jeg efterhånden eksperimenteret mig frem til, at det bedste resultat opnås ved at lave en blanding af eddike og ferskvand fra hanen i køkkenet og så skylle håret med det efter hver vask.

Hvis jeg skal gå rundt med saltvand i håret, skal det altså være fordi, jeg kommer lige fra stranden. Og det hænder da også, at jeg gør det. Per har nemlig fået øvet sig så meget i at køre bil, at det nu er muligt for os at komme lidt omkring. Og på den lange lige vej til Aramcos strand (ca. en times kørsel fra vores hus) møder man alligevel stort set kun kameler, der trasker dovent af sted i solen. Vi har måttet holde tilbage for en enkelt af slagsen, mens den krydsede vejen i adstadigt tempo for at komme over til sin makker på den anden side. Og en anden gang kom vi forbi en stor flok i alle størrelser, der græssede i ørkenen. Man skulle ikke tro det, men det er faktisk det, de gør – de lever af de planter, der skyder op af sandet i de områder, hvor der er en smule vand i undergrunden. Det er i øvrigt de samme områder, hvor man kan grave efter ørkenroser – en oplevelse vi dog stadig har til gode.

Når nu jeg siger kameler, så er det jo faktisk en sandhed med modifikationer: I virkeligheden er den fremherskende race på disse egne den, vi på dansk kalder en dromedar – altså modellen med kun én pukkel. De hedder bare alle sammen ’camels’ på engelsk, og derfor skelner man ikke rigtigt.

Hvad sådan en størrelse hedder på arabisk, har jeg ikke rigtigt fundet ud af endnu – men så har jeg lært så meget andet. Jeg er nemlig begyndt at gå til arabisk to gange om ugen. Vi er et lille hold på kun tre personer (kvinder, naturligvis), der sammen øver os i at udtale og ikke mindst huske diverse arabiske gloser. Jeg er ret overbevist om, at jeg aldrig bliver helt velbevandret i dette sære sprog, men det ville nu alligevel være rart at kunne begå sig ude i samfundet uden at skulle bruge alt for mange fagter. Og jeg bliver lige glædeligt overrasket, hver gang det går op for mig, at jeg rent faktisk engang imellem forstår, hvad der bliver sagt. Det er mest noget med ’Hvad er det?’, ’Hvad koster denne her’?’ og den slags – men man skal jo starte et sted, ikke sandt :)