Eddikesur faktisk! Det er nemlig en gigantisk dunk eddike,
som er blevet fast inventar i huset – og der er ikke noget, der hedder at løbe
tør – lageret SKAL være fyldt op til enhver tid. Og nej, det er ikke fordi, jeg
har kastet mig over agurkesyltning eller anden spas – det er simpelthen mit
hemmelige våben mod det basiske saltvand, der kommer ud af vores vandhaner, og
som strømmer ud i vaskemaskinen, når man beder om en helt almindelig 40 graders
kulørtvask. Uden eddiken forsvinder farven på tøjet nemlig og forvandler de
nyindkøbte klædningsstykker til uklædelige klude med store plamager i
ubestemmelige lyse farver.
Og håret … suk! Som om det ikke var umuligt nok i forvejen!
Men her har jeg efterhånden eksperimenteret mig frem til, at det bedste resultat
opnås ved at lave en blanding af eddike og ferskvand fra hanen i køkkenet og så
skylle håret med det efter hver vask.
Hvis jeg skal gå rundt med saltvand i håret, skal det altså
være fordi, jeg kommer lige fra stranden. Og det hænder da også, at jeg gør
det. Per har nemlig fået øvet sig så meget i at køre bil, at det nu er muligt
for os at komme lidt omkring. Og på den lange lige vej til Aramcos strand (ca.
en times kørsel fra vores hus) møder man alligevel stort set kun kameler, der
trasker dovent af sted i solen. Vi har måttet holde tilbage for en enkelt af
slagsen, mens den krydsede vejen i adstadigt tempo for at komme over til sin
makker på den anden side. Og en anden gang kom vi forbi en stor flok i alle
størrelser, der græssede i ørkenen. Man skulle ikke tro det, men det er faktisk
det, de gør – de lever af de planter, der skyder op af sandet i de områder,
hvor der er en smule vand i undergrunden. Det er i øvrigt de samme områder,
hvor man kan grave efter ørkenroser – en oplevelse vi dog stadig har til gode.
Når nu jeg siger kameler, så er det jo faktisk en sandhed
med modifikationer: I virkeligheden er den fremherskende race på disse egne den,
vi på dansk kalder en dromedar – altså modellen med kun én pukkel. De hedder
bare alle sammen ’camels’ på engelsk, og derfor skelner man ikke rigtigt.
Hvad sådan en størrelse hedder på arabisk, har jeg ikke
rigtigt fundet ud af endnu – men så har jeg lært så meget andet. Jeg er nemlig
begyndt at gå til arabisk to gange om ugen. Vi er et lille hold på kun tre personer
(kvinder, naturligvis), der sammen øver os i at udtale og ikke mindst huske
diverse arabiske gloser. Jeg er ret overbevist om, at jeg aldrig bliver helt
velbevandret i dette sære sprog, men det ville nu alligevel være rart at kunne
begå sig ude i samfundet uden at skulle bruge alt for mange fagter. Og jeg
bliver lige glædeligt overrasket, hver gang det går op for mig, at jeg rent
faktisk engang imellem forstår, hvad der bliver sagt. Det er mest noget med ’Hvad
er det?’, ’Hvad koster denne her’?’ og den slags – men man skal jo starte et
sted, ikke sandt :)
