Nogen har stjålet julen

      – og rygterne vil vide, at det er de to lømler Allan og Muhammed, der har været på spil!

Det startede vist nok med, at ham der Allan sagde, at det der med Jesus, det havde han altså ikke noget med at gøre. Og hvad Maria havde rodet sig ud i med ham Helligånden, det måtte hun altså selv stå til ansvar for. Han skulle i hvert fald ikke hænge på månedlange fødselsdagsfejringer med tilhørende gaver hvert eneste år i december. Så sådan blev det! Og tro det eller lad være: Det to lømler har endda stillet vagter op rundt omkring for at sikre, at der ikke bliver nogen fejring af nogen fødselsdag på Allans grund – han mener, hvad han siger!

Så hvad gør en klog, der gerne vil have julen med sig i det muslimske? Vi havde jo på forhånd opgivet at medtage den store kasse med julepynt, da det blev gjort meget klart for os, at den slags blev betragtet som en alvorlig overtrædelse af lovgivningen og ville være forbundet med strenge straffe – og det er jo ikke lige just på den måde, man ønsker at stifte bekendtskab med et nyt land …

Men julepynt må der jo til (det er strengt nok, at gløggen er bandlyst!) – og heldigvis blev vi hjulpet godt på vej af skolens auktion til støtte for Filippinerne, hvor hver klasse havde samlet ind til kurve med forskellige temaer – der var f.eks. bagekurve, spa-kurve, kaffekurve, snackkurve – og en enkelt julekurv fyldt med alt det forbudte, som dusinvis af familier havde smuglet ind gennem årene og nu havde besluttet at dele med os nyankomne, der endnu ikke havde turdet/haft mulighed for at smugle de livsnødvendige julekugler og lyskæder ind.

Så af sted til auktion med os! Men da der jo var mange hundrede mennesker på pletten og kun én julekurv, måtte der sættes hårdt ind. Så Per fik strenge instrukser om, at ’failure is not an option’ – den kurv skulle med hjem, basta bum! Så han bød det bedste, han havde lært – og det blev dyrt – men jeg fik min kurv! Stor lykke (og gode penge til Filippinerne – ren win-win, hvis nogen spørger mig!).

Men der manglede jo stadig noget – et juletræ. Jeg havde set på Ikeas hjemmeside, at der var juletræer til salg hos dem – plastik forstås, men selv ikke juletræer rækker jo ind i himlen. Så vi satte os tålmodigt i bussen og beredte os på endnu en maratontur til Ikea en times kørsel herfra. Men da vi kom derud, var det ikke så meget som en plastikgrannål tilbage. I første omgang troede vi, at lømlerne også havde været på spil her i den svenske oase midt i ørkenen, men da jeg senere fik forhørt mig rundt omkring, kunne jeg forstå, at det var alle vores med-tilflyttere, der havde kørt stormløb på butikken og støvsuget den for alt, hvad der bare mindede om jul. Så tilbage til tegnebrættet med os.

Ugen efter foreslog Per, at vi tog en tur til Bahrain for at købe de sidste julegaver, hygge os, spise lidt god mad og måske endda drikke et enkelt glas vin (det må man nemlig gerne på de kanter) – og da jeg havde håb om, at man måske der kunne få lov at opleve en smule julestemning, besluttede vi at tage af sted.

Turen derover var lang – mest pga. de uendeligt lange køer ved grænsen, hvor man bliver tjekket i hoved og r.. – forsikringspapirer, opholdstilladelser, våben, visaer osv. – men vi kom dog frem uden problemer.

Vi havde valgt at blive sat af ved et mall, hvor vi vurderede, at der var mindst risiko for, at vi blev væk fra hinanden i kampens hede. Der var da også minimale strejf af juleoppyntning her og der, men ikke det store at tage med hjem. Dvs. lige indtil, at vi faktisk var klar til at gå og lige skulle i Debenhams for at se efter en sidste gave. Så stod det der – juletræet! Først troede jeg bare, det var til pynt, men da jeg kom bag om det, lå der en kasse med et, der var til salg. Haps, sagde det! Hvad koster det, spurgte Per? Og jeg kom helt pr. refleks til at svare ’Er det ikke lige meget?’ (det griner Christian ad endnu …).

Da vi så stod uden for mall'en og ventede på bilen, der skulle køre os tilbage, blev vi enige om, at det nok trods alt var smartest at fjerne det store klistermærke på siden af kassen med et billede af et flot pyntet juletræ med lys – ingen grund til at friste skæbnen og Allans udsendte.

Med os i bilen var to pakistanske herrer, der efter alt at dømme havde haft en fin tur til Bahrain – de var i hvert fald i højt humør på vejen hjem. Så der blev snakket og grinet en del. Da vi nåede til grænsen, gik det ret hurtigt op for mig, at tolderne havde den helt store razzia i gang – alle blev gennet ind til siden, og alle biler blev tjekket. Ikke godt! Men på den anden side har panik aldrig hjulpet nogen, så vi skyndte os at finde den venlige, uskyldige og smilende mine frem og klistre den godt fast. Det forhindrede dog ikke tolderen i at åbne kassen med det forkætrede træ og sige en hel masse på arabisk meget hurtigt efter hinanden, hvoraf vi kun forstod et eneste ord, nemlig ’haram!’ (det betyder ’forbudt i henhold til koranen’ – og altså den værste slags ’forbudt’, man kan tænke sig her på egnen).

Så blev alle mændene i bilen gennet ud og over mod toldkontoret, og jeg sad tilbage i bilen med børn og chauffør og forsøgte som en gal at komme i tanker om, hvad straffen helt præcist var for den forbrydelse, vi lige var blevet taget i. Og imens jeg tænkte, så det knagede, gjorde jeg mig de største anstrengelser for at smile spørgende og uskyldigt til tolderen. Ikke nemt, når man for det første er kommet i byen uden sin abaya og for det andet hele tiden skal huske på, at man er en kvinde og ikke bare sådan kan tillade sig hvad som helst.

Men et eller andet må trods alt have virket, for pludselig sagde han en hel masse mere og kaldte mændene tilbage igen. Jeg kiggede spørgende på chaufføren og sagde ’Er vi ok?’ – og ja, det var vi, sagde han. Tolderen havde sagt noget om, at han i første omgang havde troet, at der var tale om levende græs, men at det nu var gået op for ham, at der var tale om plastik, så vi kunne trygt køre videre. Lige spændende nok efter min smag – men godt så!

Da vi kom endelig kom hjem (gennem en tåge, der bogstaveligt talt var lige så tyk som ærtesuppe), var klokken et godt stykke på den forkerte side af midnat, så der var bred enighed om, at vi ville vente til næste dag med træudpakning og pyntning. Men man kunne jo godt lige åbne kassen og se på træet. Og måske kunne man også godt lige samle det, så det var klar … Lang historie kort: Det endte jo selvfølgelig med, at vi stod der midt om natten med julemusik i stuen og samlede, udfoldede (og det tager lang tid, skulle jeg hilse og sige!) og pyntede vores fine træ J

Og nu er jeg så kendt i lejren som damen, der frygtløst lagde sig ud med de arabiske myndigheder og vendte sejrrigt tilbage med det eftertragtede juletrofæ – det giver god street credit heromkring J

Så vi har kun én ting at sige: Godt forsøgt, Allan og Muhammed! Men os kan I altså ikke løbe om hjørner med!

Vejen til Dhahran

… er brolagt med tusindvis af eksploderede dæk. De ligger tæt langs vejkanten og vidner om, at op mod 50 graders varme og høj hastighed på asfalt er en rigtig skidt kombination. Sjovt nok lader det ikke til at virke afskrækkende på araberne, der dagligt praktiserer deres vanvidsdødskørsel ud og ind mellem banerne skiftevis fra højre og venstre, ofte på stregerne mellem to baner og altid uden at vise af. Overhalinger indenom er normen, og det er mere reglen end undtagelsen, at man møder nogen på motorvejen, der kører mod trafikken. Lyskurver betragtes som vejledende, og forkørselsret er noget, man kræver.

Sidst gik turen til IKEA efter møbler og nips. IKEA med saml-selv, köttbullar med svenske flag, lingon läsk – og moske, tildækkede kvinder og højlydte, syngende bønnekald. Kulturchok en masse … Der var seks timer imellem bussens ankomst og dens afgang retur mod compounden, og vi var enige om, at det var ALT for længe. Men det viste sig faktisk at være lige lidt nok, og vi endte med at måtte økonomisere vældigt med tiden – til gengæld fik vi næsten ikke noget af det, vi kom efter … Det er som bekendt ikke helt let at nå til enighed, når alles ønsker og behov skal tages i betragtning.

Vi fik dog de ting, vi manglede mest akut til køkkenet samt lidt puder, billeder og nips, der nu ligger, hænger og står og bidrager til, at huset føles lidt mere som et hjem. Det er rart. Ikke mindst fordi, det har vist sig at være sin sag at få vores egne ting bragt herned.

Som jeg beskrev forleden, skulle vi pludselig af sted med meget kort varsel, og derfor skulle det pludseligt gå stærkt med sortering, udsmidning og nedpakning. De ting, der skulle fragtes herned, skulle pakkes og afhentes dagen inden afrejse af et firma, der var hyret af Aramco. Eller det vil sige – skulle have været hyret. Som beskrevet endte vi med selv at måtte hyre folk til at pakke og køre vores ting på lager – og der står de endnu. For at Aramcos samarbejdspartner vil røre ved opgaven, skulle der nemlig have været udarbejdet lange lister med beskrivelse af hver eneste lillebitte dims i forsendelsen samt en forsikringsopgørelse i mindste detalje for hver eneste identificerbar kasse. Det er selvsagt ikke blevet gjort … Så nu er alt vores indbo strandet i Køge …

Vi har haft fat i hele vores netværk af folk, der muligvis kunne tænkes at kunne hjælpe, og vi har haft kontakt til flere shippingfirmaer, der i øjeblikket klør sig i håret for at finde en løsning på sagen. Det positive er, at Aramco giver en ganske klækkelig økonomisk kompensation til de, der selv klarer forsendelsen. Det negative er, at uanset hvordan vi vender og drejer det, så skal vi have nogen til at pakke alting ud igen (grundigt pakkede flyttekasser, der ér stillet på paller med film omkring), lave lister og nummerere kasserne. Det koster selvsagt en klækkelig sum – og det er bestemt heller ikke nogen hverdagsopgave for et shippingfirma. Derudover skal vi så forsøge at få nogen til at tilbyde en totalløsning, så vi ikke ender med at have en container stående på havnen i Dammam uden at kunne få den fragtet hertil.

Men mon ikke der melder sig en løsning, hvis vi bare tager JA-hatten på og snupper en dyb indånding eller to? J

Jeg bor i et køleskab

Siden sidst er jeg begyndt at arbejde (for uindviede kan jeg afsløre, at jeg er oversætter og fortsat har kunder i Danmark, som jeg laver opgaver for). Det hjælper lidt på kedsomheden. For kedeligt er det altså, når man tilbringer sine dage inden døre bag nedrullede gardiner.

Og nej, det er ikke fordi jeg/vi har udviklet en eller anden form for sygelig menneskeskyhed – det skyldes simpelthen kombinationen af de stadig langt over 40 grader udenfor og at sauderne åbenbart ikke rigtigt har taget ideen om energiruder til sig endnu. Så hvis vi drister os til at trække gardinerne fra i løbet af dagen, stiger temperaturen indenfor lynhurtigt til model ikke-så-rart – også selvom aircon’en kæmper det bedste, den har lært.

Og det med at gå ud … Jo altså … Når man har siddet i nogle timer i ’det store køleskab’ (vores hus, red.), sker det stadig jævnligt, at en af os tænker ’Så slemt kan det da umuligt være’ og vover sig udenfor. Men det kan det! Og som regel kommer den vildfarne lynhurtigt ind igen.

Og om aftenen, når temperaturen falder, kommer fugten til gengæld, og vover man sig ud på det tidspunkt, får man virkelig lært, hvad det vil sige at svede.

I øjeblikket går tiden (ud over arbejdet) blandt andet med at få alting klar til at vores børn kan starte i skole d. 1. september. Til det formål skal vi have indsamlet erstatningseksemplarer af alle de papirer, vi allerede har fremsendt, men som nogen har fået til at forsvinde et sted i systemet, og børnene skal have den vaccination for tyfus, som, vi havde fået at vide, var unødvendig. Så der er bestilt tid til vaccination på søndag – hvilket bringer mig til listen over, hvad jeg har lært om saudere og Saudi Arabien indtil videre:

1.     I Saudi Arabien falder weekenden fredag og lørdag – eller dvs.: Lige inden vi kom, var der nogen (efter al sandsynlighed i kongefamilien), der fik den ide at flytte weekenden. Før lå den nemlig torsdag og fredag. Så det gjorde de. Bare sådan lige. På det niveau er man nemlig ikke så længe om så lidt.

Det er man til gengæld på alle andre niveauer:

2.     I Saudi Arabien skal man altid gøre alting tre gange. Hvis man f.eks. skal i banken for at oprette en konto, er der altid et eller andet, der ikke er, som det skal være, de første to gange, man møder op, og først tredje gang lykkes projektet. Det er et faktum, og man kan lige så godt vænne sig til det først som sidst.

3.     I Saudi Arabien vil man hellere ansætte en mand (som regel en inder) til at udføre tankeløst arbejde, end man vil indføre en simpel, praktisk foranstaltning. Således er der uden for den kontorbygning, hvor min mand arbejder, ikke opstillet noget askebæger på trods af, at der er masser af rygere, der holder pause her i løbet af dagen. Som løsning på det problem har man i stedet ansat en mand med en kost og en skovl. Han står der fra morgen til aften, og hans eneste funktion er at feje skodder op efter rygerne.  På samme måde er der ansat en mand til at køre i bil foran busserne hele vejen. Når de så når frem til de store holdepladser – f.eks. foran kontorbygningen – står han ud og dirigerer dem på plads. En meget fornuftig ordning, hvis det ikke var fordi, at alle busserne har faste pladser. Man skulle tro, at chaufførerne selv var i stand til at finde dem efter et par dage på jobbet …

Og apropos faste pladser:

4.     Hvis man kommer ud for at skulle sidde i et venterum f.eks. hos lægen, skal man huske at tjekke, at man har valgt den rigtige afdeling. Der er nemlig altid en til kvinder og en til mænd. Det er ikke sikkert, de er adskilt – måske er der bare lidt afstand mellem de to rækker stole. Men sådan er det – og de mener det skam meget alvorligt.

5.     I Saudi Arabien er der ingen lov mod at køre bil i spirituspåvirket tilstand. Men der er hårde (meget hårde) straffe for fuldskab og besiddelse af alkohol – også i eget hjem.

6.     I Saudi Arabien er det kolde vand i vandhanen varmt – undtagen tidligt om morgenen, hvor man kan være heldig at få lidt køligt vand efter natten.

Og når vi nu er ved vand:

7.     I Saudi Arabien er alt vand i huset saltvand – dvs. man bader i saltvand, vasker hår i saltvand, børster tænder i saltvand osv. Eneste undtagelse er i køkkenet, hvor der er to haner – en med saltvand og en med ferskvand. Overfladevand, forstås … Så det smager ikke særligt godt. Især ikke om aftenen, hvor det får en fæl bismag af klor.

8.     I Saudi Arabien er mælk dyrere end benzin – væsentligt dyrere – og det er vand også …

9.     Det er forbundet med bøder og fængselsstraf at bringe spillekort med ind i landet – men i det lokale supermarked kan man indkøbe et sæt for 10 SAR (der stod ikke noget om, at der var forbud mod besiddelse …).

10.     I Saudi Arabien er det strafbart at udtale sig negativt om landet eller om kongefamilien – så jeg håber, vi alle er enige om, at alle ovenstående udtalelser er absolut kærligt ment ;)

Søvnige dage i en forladt ørkenby

Da vi vågnede op ad dagen på vores første dag som indbyggere i byen i ørkenen og havde fået gnedet det meste af søvnen ud af øjnene, forsøgte vi forsigtigt at stikke næsen ud ad døren for at kigge nærmere på verden udenfor. Vi trak den dog lynhurtigt til os igen: Luften udenfor føltes præcis som en overophedet føntørrer i højeste gear. Solen bagte ned kun bremset en lille smule af det sand, der lå som et tyndt lag skyer højt oppe i atmosfæren. Det samme sand, som hen over natten (og indrømmet – hele første halvdel af dagen), hvor vi havde ligget og sovet, var krøbet umærkeligt ind gennem usynlige sprækker i huset og havde lagt sig som et fint lag støv på alting.

Vi besluttede os for at vente, til temperaturen faldt en smule, inden vi bevægede os udenfor for at se nærmere på vores nye hjemby. Heldigvis havde Aramco sørget for, at der var lidt mad i huset, da vi kom, så vi kunne hellige os den helt store udpakning og vente til senere med at købe ind.

Da vi sidst på eftermiddagen havde tømt den sidste kuffert og stillet den ind i det designerede kuffertrum (jep, sådan et har vi nemlig også), tjekkede vi endnu en gang temperaturen – stadig meget varmt, men dog ikke helt så slemt som tidligere. Vi blev dog hurtigt enige om, at en gåtur til supermarkedet nok ikke lige lå i kortene. Så vi ringede efter en af compoundens taxaer og fik et lift i stedet. I supermarkedet blev vi præsenteret for en særegen blanding af lokale varer (billige og af rigtig god kvalitet) og importerede varer, hovedsageligt fra USA og England (meget dyre). Vi fandt hurtigt ud af, at det godt kan betale sig at kigge ekstra godt efter prismærkerne, inden man begyndte at hive ting ned fra hylderne. Jeg faldt f.eks. over et halvt kilo spaghetti til 38 rial (1 rial = DKK 1,60) – hvorimod den pakke, der lå ved siden af, kostede 5 rial for samme mængde. En forskel, der er til at tage at føle på, må man sige.

De næste dage fik vi heller ikke udrettet det store. Af en eller anden grund (der var sikkert mange at tage af), var vi trætte helt ind til knoglerne og havde allermest lyst til bare at sove. Dog fandt vi på dag to vej til poolen, og vi har siden gjort det til et fast ritual at besøge den hver eftermiddag, når solen begynder at bevæge sig mod horisonten, og temperaturen falder fra omkring 47 grader til ca. 38. Indtil videre er det kun os og ganske få andre, der benytter poolen. Langt de fleste af byens andre indbyggere er nemlig flygtet til køligere himmelstrøg for at vende tilbage senere på måneden, når der indvarsles mere menneskelige temperaturer.

Weekenden her falder fredag og lørdag, og eftersom vi ankom midt i ugen, var min mands første arbejdsdag planlagt til førstkommende søndag. Han havde fået en masse papirer, som han tjekkede igen og igen for at sikre, at han nu også havde styr på alting og var 100 % klar til første dag på jobbet. Blandt papirerne lå også et brev, hvori der stod beskrevet, at han ville blive hentet på vores adresse i Abqaiq af samme mand, som hentede os i lufthavnen. Og brevet var da også underskrevet af denne. Så min mand stod op søndag morgen, gjorde sig klar og stillede sig troligt ud for at vente på at blive samlet op. Der kom bare ikke nogen for at hente ham. Han forsøgte flere gange at ringe på de numre, der stod angivet i brevet, men ingen steder var der svar. Op ad formiddagen ringede husets fastnettelefon, og manden, der havde underskrevet brevet, spurgte, hvor min mand var. Da min mand forundret fortalte, at han jo var lige her, hvor han havde fået besked om at være, fik han at vide, at han bestemt måtte have misforstået brevet. Afhentningen galt nemlig kun medarbejdere, der var bosat i Dhahran. Min mand protesterede forsigtigt – der stod jo lige her sort på hvidt – adresseret til ham – at han ville blive hentet. Men nej, det var bestemt noget, han havde misforstået. Men den slags skete hele tiden, fik han at vide, så for at råde bod på situationen, ville chefen i stedet forære ham en fridag – så kunne han bare starte dagen efter.

Den ekstra fridag brugte vi på at ringe til skolen for at få indskrevet vores børn. Her fik vi at vide, at de gerne ville møde børnene og give dem en test for at fastlægge, hvor i systemet de ville passe bedst ind. Vi fik en aftale i stand samme dag kl. 13.

Mødet med skolen var på alle måde positivt. Det første, vi bemærkede, da vi trådte ind, var en åben dør til en gigantisk moderne gymnastiksal, der ikke lugtede af sure fødder. (Så det kan altså lade sig gøre. Vi må lige lure hemmeligheden og se, om vi kan eksportere den til Danmark. Hvis bare vi kan redde et enkelt barn fra traumer over stinkende gymnastiksale …) Skolens sekretær viste os ind til inspektøren, en høj, bredskuldret canadier, der efter eget udsagn lystrer alt fra ’mr. Webster’, ’mr. W’ over ’Big Man’ til lige hvad eleverne finder på at kalde ham – så længe det ikke er ondskabsfuldt. Mr. Webster er en af den slags mennesker, der er omgivet af en aura af venlighed, pålidelighed og intelligens – man føler sig straks godt tilpas i hans selskab. Og det gjorde vores børn heldigvis også. Så de fulgte tillidsfuldt efter ham ind i skolens bibliotek, hvor der var gjort klar til tests. Imens fik vi forældre lov til at snuse rundt på skolens gange og kigge ind i de forskellige lokaler. Vi fandt blandt andet et meget inspirerende formningslokale, et veludstyret musiklokale og et fantastisk klatrerum med klatrevægge i mange forskellige udformninger. Og så stødte vi tilfældigt på mrs. Webster, som viste sig at holde til i et af klasselokalerne, hvor hun omgivet af stakke af bøger og med hjælp fra en af eleverne forsøgte at gøre lokalet klar til et nyt skoleår. Vi fik en lang snak med mrs. Webster, som viste sig at være lige så venlig og imødekommende som sin mand, og som efter al sandsynlighed vil komme til at undervise vores søn, når ferien rinder ud. Mrs. Webster fortalte, at hun egentlig var på barsel – og at de små grynt, vi kunne høre, kom fra hendes kun én måned gamle datter, der lå og sov i sin lift under kateteret.

Da testningen var forbi, fik vi en snak med skolens sekretær, der kunne fortælle, at vores datter var indskrevet i systemet med fødselsår i 2013 (hun er fra 2003), og at der ikke var nogen oplysninger på nogen af børnene mht. de mange vaccinationer, der kræves for at få lov at starte i skolen. De var åbenbart forsvundet et sted i systemet, så foran os lå nu opgaven med at rekonstruere de papirer, der allerede var fremsendt til Aramco.

Vi er ved at få lært, at det bare er sådan, det er … Frustration er spild af tid. Det er bare at sætte den ene fod foran den anden og gøre, hvad der skal til. Til gengæld er alle her så søde og rare og hjælpsomme, at det nemt vejer op for alt besværet. Vi har fået masser af tilbud om alt fra kaffebesøg til rundvisning i den nærliggende historiske by Khobar. Og hvis man kommer gående ned ad gaden, og der kommer en bil forbi, bliver man straks spurgt, om man vil have et lift. For som mrs. Webster siger: ”Hvis vi ser nogen gå rundt på gaden i varmen, så ved vi bare, at I er nye!”.

To Abqaiq and beyond ...

Jeg er ikke helt sikker på, hvordan det gik til. Åbenbart er jeg i et anfald af letsind (og måske fordi jeg havde hørt talen så mange gange før, uden der kom noget konkret ud af det) kommet til at sige "Ja, det kan vi da godt se på", da min mand spurgte mig, om jeg kunne være interesseret i at flytte til Saudi Arabien, hvor han måske kunne få et job. Og så var det, at den gamle sandhed om, at livet er noget, der sker, mens man har travlt med at lægge andre planer, sneg sig op på mig.

 

Det næste, der skete, var, at min mand blev kaldt til samtale i London. Fint, fint, en samtale kan da ikke skade, tænkte jeg. Vi fejrede efterfølgende den veloverståede samtale med et glas bobler, og jeg troede i mit stille sind, at det så var det. Tilbage til den daglige trummerum og de svævende planer om en dag at rykke familielivet ud i verden et sted og begynde på et helt nyt kapitel.

 

Men jeg blev klogere: I maj kom opkaldet, hvor min mand blev tilbudt jobbet. En permanent stilling, som han gerne i første omgang ville give to år. Hold da op en masse virkelighed, der pludselig trængte sig på der. Og så alligevel ikke. Jeg ledte efter oplysninger på nettet, og der var da også en del at finde, men næsten ingen billeder eller andet, der kunne gøre det hele lidt mere konkret i mit lille hoved. Samtidig vidste vi stadig ingenting om, hvornår vi i givet fald skulle flytte. Vi fik bare at vide, at de gerne ville have os til landet asap, men at vi nok skulle få besked i tide, så vi kunne nå at få orden på alting derhjemme.

 

Så fulgte et par måneder i limbo. Vi gjorde os selvfølgelig tanker om de praktiske ting – mest om huset, som vi gerne ville beholde, men som helst skulle lejes ud, og helst til nogen, der ville passe på det, så vi ikke kom hjem til en narkobule/et kattehjem/indsæt selv passende rædselsscenarie ... Men det er selvsagt svært at foretage sig noget konkret i den retning, når man ikke aner, om det skal lejes ud om to måneder eller et halvt år. Så igen, limbo ...

 

Imens brugte jeg mine aftener på nettet i forsøget på at støve en passende abaya op til mig og min datter. Så meget havde jeg da forstået – at kvinder i det saudiske samfund forventes at optræde tildækkede. Dog fik vi også at vide, at vi ville blive installeret i en compound, hvor vi kunne gå vestligt klædt og endda bade i poolen i helt almindeligt badetøj (dog ikke bikini). Men det ændrede jo ikke på, at vi ville få brug for en abaya, når vi skulle fra lufthavnen til compounden. Det lykkedes da også efter lang tids søgen at finde noget, der både kunne leve op til de strenge saudiske forskrifter, og som gjorde mindst muligt ondt i øjnene. Så langt så godt!

 

I begyndelsen af juli skete der så endelig noget, og denne gang var beskeden, at vores kontakt i London gerne ville booke en billet til os d. 30. juli. Altså som i TRE UGER fra den dag, vi fik beskeden. GISP! Og så ville de for resten også gerne lige se os i London til noget lægeundersøgelse vedr. vores visum d. 11. juli og igen d. 18. til et infomøde – og oven i det var der lige mine to nevøers fødselsdag i Jylland d. 27., som jo selvfølgelig også skulle passes. Jamen jo, altså, godt så!

 

De næste tre uger står ærligt talt lidt tågede for mig. De blev brugt på pasfornyelser og på, at Per styrtede frem og tilbage mellem Saudi Services for at få vores visum klar og den lokale ejendomsmægler, der mente at kunne udleje vores hus, og så på at sortere alt vores indbo og opdele det i tre bunker: gem, ud og med (eller rettere fire: Medbunken blev nemlig også opdelt i to: kuffert og skibscontainer). Vi aftalte med vores kontakt i London, at flyttefolkene skulle komme d. 29. og pakke de ting, vi gerne ville have med, i en container, som så ville blive eftersendt med skib. Derudover arrangerede vi selv med et andet flyttefirma, at de skulle hente og opbevare de ting, vi gerne ville efterlade i Danmark. Og der blev bestilt en container til resten. Ejendomsmægleren rykkede og fandt et ældre ægtepar, der skulle genhuses efter en vandskade, og som derfor gerne ville flytte ind allerede dagen efter, vi var fraflyttet. Så langt, så godt!

 

Og så var det, at tingene begyndte at gå skævt: Der opstod tvivl om, hvorvidt vi kunne nå at få vores visum til tiden, så vores afrejse blev udskudt til d. 31. Fint med os – det gav os jo bare en ekstra dag til at nå det hele. Men så opstod der endnu en misforståelse, denne gang med containerfirmaet, så containeren blev hentet flere dage, inden vi var færdige med den. Heldigvis fandt vi ud af, at man kan betale sig fra at få renovationsfolkene til at tage ekstra sække med. Så var dét problem da løst. I mellemtiden var hele huset ét stort uoverskueligt kaos, og jeg nåede at få indtil flere anfald af komplet håbløshed, hvor jeg var parat til at opgive alting for bare at slippe ud af det helvede, som jeg slet ikke kunne se nogen ende på. Heldigvis lykkedes det hver gang min mand at hive mig tilbage på sporet, så jeg kunne pakke/sortere videre. Og vi fik da også gennemført begge besøg i London samt familierundturen i Jylland, hvor vi fik fejret de to nevøer og sagt farvel til resten af klanen.

 

D. 30. juli oprandt så dagen, hvor vi var færdige med at sortere og var klar til flyttefolkenes ankomst. Selv manglede vi ’bare’ at pakke alt vores tøj og et par småting (håndklæder, dvd’er, cd’er, bøger osv.) ned i vores otte kæmpekufferter. Det viste sig bare, at otte kufferter slet ikke var nok … Heldigvis havde vi billet til business class, og Aramco, som er den virksomhed, min mand har skrevet kontrakt med, var villige til at betale for temmelig meget overvægt i flyet. Så vi tog en hurtig beslutning og satte kursen mod Roskilde efter flere kufferter. Det var da et problem, der var til at håndtere … Hvad værre var: Vi havde stadig intet hørt mht. flyttefolkenes ankomst. Og nu nærmede klokken sig 14.00 – dagen inden afrejse. Per havde ringet og ringet, men ingen kunne fortælle ham noget som helst. Vi begyndte selvsagt at blive en smule nervøse: Vores fly skulle lette d. 31. kl. 11.45, og huset var lejet ud fra d. 1. (eller dvs.: Vi havde bestilt et rengøringshold til d. 1., så huset var klar til lejernes indflytning d. 2.).

 

Min mands telefon glødede på vej til Roskilde. Og endelig lykkedes det at få et svar: Det kunne ikke lade sig gøre at få flyttefolkene i gang i tide. Noget var kikset fra Aramcos side. Panik! Vores kontakt foreslog, at vi selv forsøgte at finde nogen, der kunne rykke ud og pakke vores ting og opbevare dem, indtil vi kunne arrangere en container og en videresendelse til Saudi Arabien. På det tidspunkt var klokken tre om eftermiddagen – ikke den letteste opgave i verden. Men der var jo ikke meget andet at gøre end at forsøge. Så min mand greb knoglen igen, alt imens jeg støvede rundt i en kuffertbutik for at finde de fire absolut største kufferter, de havde. Farve og pris underordnet – vi skulle bare bruge plads! Jeg fandt et sæt kufferter, der kunne bruges, kørte mit efterhånden ret slunkne kort igennem maskinen (flytning koster knaster, hvis nogen skulle spørge), og imens lykkedes det på mirakuløs vis min mand at overtale 3 x 34 til at rykke ud med to mand på overtid. Yes!

De to gæve gutter knoklede hver deres mås af, og de fik først fri ved 22.30-tiden, da de sidste ting havde fundet vej til flyttebilens lad. Oven i købet for verdens værste værter, der ikke kunne byde på så meget som en kop kaffe – kaffemaskinen var nemlig noget af det første, de pakkede ned …

I løbet af dagen var det gået op for mig, at efter flyttefolkene var kørt med læsset, ville vi være mere eller mindre hjemløse. Ganske vist stod vores senge der endnu (huset skulle lejes ud delvist møbleret), men vi ville ikke have så meget som et tæppe at tage over os. Så vi aftalte at finde et værelse på et hotel, og når det nu alligevel skulle være, endte vi på Hilton ved lufthavnen. På den måde fik vi både en lækker seng at sove i, og vi behøvede ikke stå op, før en hvis herre fik sko på, for at nå vores fly. Og når vi nu alligevel havde taget spenderbukserne på, tog undertegnede en hurtig beslutning og bestilte morgenmad på værelset. Vi var ærligt talt godt brugte alle sammen, så vi havde klart fortjent lidt bekvem forkælelse!

Vi skulle flyve fra Kastrup til Amsterdam og fra Amsterdam til Dammam i Saudi Arabien (med en mellemlanding i Kuwait). Og begge flyvninger var på business class, noget som især vores to børn havde set meget frem til. De havde jo sukket efter at få lov at opleve al den luksus, vi normalt bare måtte gå pænt forbi på vores vej ned på de monkey class-sæder, det kan blive til, når vi selv skal have pengepungen frem. De blev dog noget skuffede, da de opdagede, at det var så som så med luksussen på KLM’s Euro Business. Dog var der reserveret ekstra sæder, så vi kunne brede os, og maden var klart også bedre, end vi var vant til. Men fra Amsterdam gik det meget bedre med store, brede sæder, der kunne justeres i alle retninger, bløde puder, varme tæpper og massage i sædet. Og lækker mad og drikke. Ah! Det liv kunne man hurtigt blive vant til! Og fik jeg nævnt, at vi også lige tog en afstikker til en business class-lounge i Kastrup? Ungerne var helt solgt! Lækkert design og gratis mad og drikke. Min datter overvejede seriøst at flytte ind …

Flyveturen gik fint, dog løb vi ind i en forsinkelse, da vi skulle mellemlande i Kuwait. En generator stod af, og flyet måtte have nødstrøm for at kunne fortsætte. Så da vi endelig landede i Dammam, var vi en time forsinkede, og vi havde fået fortalt, at vi kunne se frem til at tilbringe mange timer i lufthavnen pga. endeløse køer og muligheden for at få samfulde tolv kufferter gennemrodet til mindste detalje. Ve os, om vi havde forsøgt at indsmugle madvarer (især dem, der kunne tænkes at indeholde spor af alkohol) eller underlødige billeder af kvinder med bare arme.

Så vi stillede os troligt op i en af de meget lange køer. Især børnene var på det tidspunkt dødtrætte, og vi andre havde ærligt talt også svært ved at se det positive i situationen lige der … Da vi så havde stået længe i den samme kø, der ikke på noget tidspunkt havde rykket sig mærkbart, kom der en mand og gennede os og en række andre over i en anden kø. Den var kortere, men … den rykkede sig heller ikke en millimeter. Bedst som vi stod der, kom en storsmilende mand over og gav hånd til min mand og mig. Der gik lige et splitsekund, inden det gik op for mig, at det var Miguel, som vi havde mødt på info-mødet i London, hvor hans søde kone også var med. Det viste sig, at hans rejse var blevet fremskyndet. Til gengæld havde han måttet efterlade sin kone derhjemme, hvor hun stadig arbejdede på at få sit visum klar. Skønt at se et kendt ansigt i mylderet! Og så skulle han oven i købet bo i samme område som os :)

Min datter og jeg havde skiftet til abaya i flyet, og hun havde samtidig valgt at dække sit hår helt til (det er ellers ikke påkrævet af ikke-muslimer, men hun er blond, og hun ville gerne undgå alt for mange nysgerrige blikke). Om det var min datters pletfrie muslimske outfit eller mit strenge blik til en forbipasserende tolder (ja, ja, jeg var træt, og jeg nåede ikke lige at tænke mig om …), der gjorde det, ved jeg ikke, men vi blev i hvert fald hentet ud af køen og ført op foran, hvor der sad en meget sød og imødekommende tolder, der tog vores billede og vores fingeraftryk og sendte os videre i systemet, efter at han over for min mand havde rost vores datters outfit i høje toner.

Næste skridt var gennemlysningen af vores kufferter. Og det var så her, vi var forberedt på den helt store gennemgang – men der skete bare ingenting. Kufferterne – alle tolv – blev sendt igennem røntgenapparatet, og vi blev vinket videre uden problemer. Var det det? spurgte vi hinanden. Og ja, det var det åbenbart.

I afgangshallen ledte vi efter den kontakt fra Aramco, der efter planen skulle hente os og køre os til vores bestemmelsessted (vi havde fået at vide, at vi muligvis pga. det sene tidspunkt ville blive kørt til et gæstehus i den noget større compound i Dhahran, hvor vi så skulle overnatte, inden vi ville blive kørt til vores nye hjem i Abqaiq). Der var bare ingen, der ville kendes ved os … Heldigvis fandt vi nogen, der vidste, hvor Aramco havde kontor i lufthavnen, og med tre bravt kæmpende dragere på slæb fandt vi frem til stedet. Her blev vi bænket med te og chokolade i kølige lokaler, mens vi ventede på at blive kaldt ind. Det skete heldigvis forholdsvis hurtigt, og efter lidt forviklinger blev vi forenet med Aramcos udsendte, der med megen snilde og en god portion humor fik bugseret os og al vores baggage til vores hus i Abqaiq, hvor vi blev mødt af en venlig men meget travl sauder, der i løb viste mig rundt i huset, mens Per og Aramcos udsending baksede med kufferterne. Det viste sig, at den travle sauder var sent på den – han skulle nemlig til bøn i moskeen. Jeg tror, han nåede det :)

Fortsættelse følger …