tirsdag den 20. august 2013

Jeg bor i et køleskab

Siden sidst er jeg begyndt at arbejde (for uindviede kan jeg afsløre, at jeg er oversætter og fortsat har kunder i Danmark, som jeg laver opgaver for). Det hjælper lidt på kedsomheden. For kedeligt er det altså, når man tilbringer sine dage inden døre bag nedrullede gardiner.

Og nej, det er ikke fordi jeg/vi har udviklet en eller anden form for sygelig menneskeskyhed – det skyldes simpelthen kombinationen af de stadig langt over 40 grader udenfor og at sauderne åbenbart ikke rigtigt har taget ideen om energiruder til sig endnu. Så hvis vi drister os til at trække gardinerne fra i løbet af dagen, stiger temperaturen indenfor lynhurtigt til model ikke-så-rart – også selvom aircon’en kæmper det bedste, den har lært.

Og det med at gå ud … Jo altså … Når man har siddet i nogle timer i ’det store køleskab’ (vores hus, red.), sker det stadig jævnligt, at en af os tænker ’Så slemt kan det da umuligt være’ og vover sig udenfor. Men det kan det! Og som regel kommer den vildfarne lynhurtigt ind igen.

Og om aftenen, når temperaturen falder, kommer fugten til gengæld, og vover man sig ud på det tidspunkt, får man virkelig lært, hvad det vil sige at svede.

I øjeblikket går tiden (ud over arbejdet) blandt andet med at få alting klar til at vores børn kan starte i skole d. 1. september. Til det formål skal vi have indsamlet erstatningseksemplarer af alle de papirer, vi allerede har fremsendt, men som nogen har fået til at forsvinde et sted i systemet, og børnene skal have den vaccination for tyfus, som, vi havde fået at vide, var unødvendig. Så der er bestilt tid til vaccination på søndag – hvilket bringer mig til listen over, hvad jeg har lært om saudere og Saudi Arabien indtil videre:

1.     I Saudi Arabien falder weekenden fredag og lørdag – eller dvs.: Lige inden vi kom, var der nogen (efter al sandsynlighed i kongefamilien), der fik den ide at flytte weekenden. Før lå den nemlig torsdag og fredag. Så det gjorde de. Bare sådan lige. På det niveau er man nemlig ikke så længe om så lidt.

Det er man til gengæld på alle andre niveauer:

2.     I Saudi Arabien skal man altid gøre alting tre gange. Hvis man f.eks. skal i banken for at oprette en konto, er der altid et eller andet, der ikke er, som det skal være, de første to gange, man møder op, og først tredje gang lykkes projektet. Det er et faktum, og man kan lige så godt vænne sig til det først som sidst.

3.     I Saudi Arabien vil man hellere ansætte en mand (som regel en inder) til at udføre tankeløst arbejde, end man vil indføre en simpel, praktisk foranstaltning. Således er der uden for den kontorbygning, hvor min mand arbejder, ikke opstillet noget askebæger på trods af, at der er masser af rygere, der holder pause her i løbet af dagen. Som løsning på det problem har man i stedet ansat en mand med en kost og en skovl. Han står der fra morgen til aften, og hans eneste funktion er at feje skodder op efter rygerne.  På samme måde er der ansat en mand til at køre i bil foran busserne hele vejen. Når de så når frem til de store holdepladser – f.eks. foran kontorbygningen – står han ud og dirigerer dem på plads. En meget fornuftig ordning, hvis det ikke var fordi, at alle busserne har faste pladser. Man skulle tro, at chaufførerne selv var i stand til at finde dem efter et par dage på jobbet …

Og apropos faste pladser:

4.     Hvis man kommer ud for at skulle sidde i et venterum f.eks. hos lægen, skal man huske at tjekke, at man har valgt den rigtige afdeling. Der er nemlig altid en til kvinder og en til mænd. Det er ikke sikkert, de er adskilt – måske er der bare lidt afstand mellem de to rækker stole. Men sådan er det – og de mener det skam meget alvorligt.

5.     I Saudi Arabien er der ingen lov mod at køre bil i spirituspåvirket tilstand. Men der er hårde (meget hårde) straffe for fuldskab og besiddelse af alkohol – også i eget hjem.

6.     I Saudi Arabien er det kolde vand i vandhanen varmt – undtagen tidligt om morgenen, hvor man kan være heldig at få lidt køligt vand efter natten.

Og når vi nu er ved vand:

7.     I Saudi Arabien er alt vand i huset saltvand – dvs. man bader i saltvand, vasker hår i saltvand, børster tænder i saltvand osv. Eneste undtagelse er i køkkenet, hvor der er to haner – en med saltvand og en med ferskvand. Overfladevand, forstås … Så det smager ikke særligt godt. Især ikke om aftenen, hvor det får en fæl bismag af klor.

8.     I Saudi Arabien er mælk dyrere end benzin – væsentligt dyrere – og det er vand også …

9.     Det er forbundet med bøder og fængselsstraf at bringe spillekort med ind i landet – men i det lokale supermarked kan man indkøbe et sæt for 10 SAR (der stod ikke noget om, at der var forbud mod besiddelse …).

10.     I Saudi Arabien er det strafbart at udtale sig negativt om landet eller om kongefamilien – så jeg håber, vi alle er enige om, at alle ovenstående udtalelser er absolut kærligt ment ;)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar