To Abqaiq and beyond ...

Jeg er ikke helt sikker på, hvordan det gik til. Åbenbart er jeg i et anfald af letsind (og måske fordi jeg havde hørt talen så mange gange før, uden der kom noget konkret ud af det) kommet til at sige "Ja, det kan vi da godt se på", da min mand spurgte mig, om jeg kunne være interesseret i at flytte til Saudi Arabien, hvor han måske kunne få et job. Og så var det, at den gamle sandhed om, at livet er noget, der sker, mens man har travlt med at lægge andre planer, sneg sig op på mig.

 

Det næste, der skete, var, at min mand blev kaldt til samtale i London. Fint, fint, en samtale kan da ikke skade, tænkte jeg. Vi fejrede efterfølgende den veloverståede samtale med et glas bobler, og jeg troede i mit stille sind, at det så var det. Tilbage til den daglige trummerum og de svævende planer om en dag at rykke familielivet ud i verden et sted og begynde på et helt nyt kapitel.

 

Men jeg blev klogere: I maj kom opkaldet, hvor min mand blev tilbudt jobbet. En permanent stilling, som han gerne i første omgang ville give to år. Hold da op en masse virkelighed, der pludselig trængte sig på der. Og så alligevel ikke. Jeg ledte efter oplysninger på nettet, og der var da også en del at finde, men næsten ingen billeder eller andet, der kunne gøre det hele lidt mere konkret i mit lille hoved. Samtidig vidste vi stadig ingenting om, hvornår vi i givet fald skulle flytte. Vi fik bare at vide, at de gerne ville have os til landet asap, men at vi nok skulle få besked i tide, så vi kunne nå at få orden på alting derhjemme.

 

Så fulgte et par måneder i limbo. Vi gjorde os selvfølgelig tanker om de praktiske ting – mest om huset, som vi gerne ville beholde, men som helst skulle lejes ud, og helst til nogen, der ville passe på det, så vi ikke kom hjem til en narkobule/et kattehjem/indsæt selv passende rædselsscenarie ... Men det er selvsagt svært at foretage sig noget konkret i den retning, når man ikke aner, om det skal lejes ud om to måneder eller et halvt år. Så igen, limbo ...

 

Imens brugte jeg mine aftener på nettet i forsøget på at støve en passende abaya op til mig og min datter. Så meget havde jeg da forstået – at kvinder i det saudiske samfund forventes at optræde tildækkede. Dog fik vi også at vide, at vi ville blive installeret i en compound, hvor vi kunne gå vestligt klædt og endda bade i poolen i helt almindeligt badetøj (dog ikke bikini). Men det ændrede jo ikke på, at vi ville få brug for en abaya, når vi skulle fra lufthavnen til compounden. Det lykkedes da også efter lang tids søgen at finde noget, der både kunne leve op til de strenge saudiske forskrifter, og som gjorde mindst muligt ondt i øjnene. Så langt så godt!

 

I begyndelsen af juli skete der så endelig noget, og denne gang var beskeden, at vores kontakt i London gerne ville booke en billet til os d. 30. juli. Altså som i TRE UGER fra den dag, vi fik beskeden. GISP! Og så ville de for resten også gerne lige se os i London til noget lægeundersøgelse vedr. vores visum d. 11. juli og igen d. 18. til et infomøde – og oven i det var der lige mine to nevøers fødselsdag i Jylland d. 27., som jo selvfølgelig også skulle passes. Jamen jo, altså, godt så!

 

De næste tre uger står ærligt talt lidt tågede for mig. De blev brugt på pasfornyelser og på, at Per styrtede frem og tilbage mellem Saudi Services for at få vores visum klar og den lokale ejendomsmægler, der mente at kunne udleje vores hus, og så på at sortere alt vores indbo og opdele det i tre bunker: gem, ud og med (eller rettere fire: Medbunken blev nemlig også opdelt i to: kuffert og skibscontainer). Vi aftalte med vores kontakt i London, at flyttefolkene skulle komme d. 29. og pakke de ting, vi gerne ville have med, i en container, som så ville blive eftersendt med skib. Derudover arrangerede vi selv med et andet flyttefirma, at de skulle hente og opbevare de ting, vi gerne ville efterlade i Danmark. Og der blev bestilt en container til resten. Ejendomsmægleren rykkede og fandt et ældre ægtepar, der skulle genhuses efter en vandskade, og som derfor gerne ville flytte ind allerede dagen efter, vi var fraflyttet. Så langt, så godt!

 

Og så var det, at tingene begyndte at gå skævt: Der opstod tvivl om, hvorvidt vi kunne nå at få vores visum til tiden, så vores afrejse blev udskudt til d. 31. Fint med os – det gav os jo bare en ekstra dag til at nå det hele. Men så opstod der endnu en misforståelse, denne gang med containerfirmaet, så containeren blev hentet flere dage, inden vi var færdige med den. Heldigvis fandt vi ud af, at man kan betale sig fra at få renovationsfolkene til at tage ekstra sække med. Så var dét problem da løst. I mellemtiden var hele huset ét stort uoverskueligt kaos, og jeg nåede at få indtil flere anfald af komplet håbløshed, hvor jeg var parat til at opgive alting for bare at slippe ud af det helvede, som jeg slet ikke kunne se nogen ende på. Heldigvis lykkedes det hver gang min mand at hive mig tilbage på sporet, så jeg kunne pakke/sortere videre. Og vi fik da også gennemført begge besøg i London samt familierundturen i Jylland, hvor vi fik fejret de to nevøer og sagt farvel til resten af klanen.

 

D. 30. juli oprandt så dagen, hvor vi var færdige med at sortere og var klar til flyttefolkenes ankomst. Selv manglede vi ’bare’ at pakke alt vores tøj og et par småting (håndklæder, dvd’er, cd’er, bøger osv.) ned i vores otte kæmpekufferter. Det viste sig bare, at otte kufferter slet ikke var nok … Heldigvis havde vi billet til business class, og Aramco, som er den virksomhed, min mand har skrevet kontrakt med, var villige til at betale for temmelig meget overvægt i flyet. Så vi tog en hurtig beslutning og satte kursen mod Roskilde efter flere kufferter. Det var da et problem, der var til at håndtere … Hvad værre var: Vi havde stadig intet hørt mht. flyttefolkenes ankomst. Og nu nærmede klokken sig 14.00 – dagen inden afrejse. Per havde ringet og ringet, men ingen kunne fortælle ham noget som helst. Vi begyndte selvsagt at blive en smule nervøse: Vores fly skulle lette d. 31. kl. 11.45, og huset var lejet ud fra d. 1. (eller dvs.: Vi havde bestilt et rengøringshold til d. 1., så huset var klar til lejernes indflytning d. 2.).

 

Min mands telefon glødede på vej til Roskilde. Og endelig lykkedes det at få et svar: Det kunne ikke lade sig gøre at få flyttefolkene i gang i tide. Noget var kikset fra Aramcos side. Panik! Vores kontakt foreslog, at vi selv forsøgte at finde nogen, der kunne rykke ud og pakke vores ting og opbevare dem, indtil vi kunne arrangere en container og en videresendelse til Saudi Arabien. På det tidspunkt var klokken tre om eftermiddagen – ikke den letteste opgave i verden. Men der var jo ikke meget andet at gøre end at forsøge. Så min mand greb knoglen igen, alt imens jeg støvede rundt i en kuffertbutik for at finde de fire absolut største kufferter, de havde. Farve og pris underordnet – vi skulle bare bruge plads! Jeg fandt et sæt kufferter, der kunne bruges, kørte mit efterhånden ret slunkne kort igennem maskinen (flytning koster knaster, hvis nogen skulle spørge), og imens lykkedes det på mirakuløs vis min mand at overtale 3 x 34 til at rykke ud med to mand på overtid. Yes!

De to gæve gutter knoklede hver deres mås af, og de fik først fri ved 22.30-tiden, da de sidste ting havde fundet vej til flyttebilens lad. Oven i købet for verdens værste værter, der ikke kunne byde på så meget som en kop kaffe – kaffemaskinen var nemlig noget af det første, de pakkede ned …

I løbet af dagen var det gået op for mig, at efter flyttefolkene var kørt med læsset, ville vi være mere eller mindre hjemløse. Ganske vist stod vores senge der endnu (huset skulle lejes ud delvist møbleret), men vi ville ikke have så meget som et tæppe at tage over os. Så vi aftalte at finde et værelse på et hotel, og når det nu alligevel skulle være, endte vi på Hilton ved lufthavnen. På den måde fik vi både en lækker seng at sove i, og vi behøvede ikke stå op, før en hvis herre fik sko på, for at nå vores fly. Og når vi nu alligevel havde taget spenderbukserne på, tog undertegnede en hurtig beslutning og bestilte morgenmad på værelset. Vi var ærligt talt godt brugte alle sammen, så vi havde klart fortjent lidt bekvem forkælelse!

Vi skulle flyve fra Kastrup til Amsterdam og fra Amsterdam til Dammam i Saudi Arabien (med en mellemlanding i Kuwait). Og begge flyvninger var på business class, noget som især vores to børn havde set meget frem til. De havde jo sukket efter at få lov at opleve al den luksus, vi normalt bare måtte gå pænt forbi på vores vej ned på de monkey class-sæder, det kan blive til, når vi selv skal have pengepungen frem. De blev dog noget skuffede, da de opdagede, at det var så som så med luksussen på KLM’s Euro Business. Dog var der reserveret ekstra sæder, så vi kunne brede os, og maden var klart også bedre, end vi var vant til. Men fra Amsterdam gik det meget bedre med store, brede sæder, der kunne justeres i alle retninger, bløde puder, varme tæpper og massage i sædet. Og lækker mad og drikke. Ah! Det liv kunne man hurtigt blive vant til! Og fik jeg nævnt, at vi også lige tog en afstikker til en business class-lounge i Kastrup? Ungerne var helt solgt! Lækkert design og gratis mad og drikke. Min datter overvejede seriøst at flytte ind …

Flyveturen gik fint, dog løb vi ind i en forsinkelse, da vi skulle mellemlande i Kuwait. En generator stod af, og flyet måtte have nødstrøm for at kunne fortsætte. Så da vi endelig landede i Dammam, var vi en time forsinkede, og vi havde fået fortalt, at vi kunne se frem til at tilbringe mange timer i lufthavnen pga. endeløse køer og muligheden for at få samfulde tolv kufferter gennemrodet til mindste detalje. Ve os, om vi havde forsøgt at indsmugle madvarer (især dem, der kunne tænkes at indeholde spor af alkohol) eller underlødige billeder af kvinder med bare arme.

Så vi stillede os troligt op i en af de meget lange køer. Især børnene var på det tidspunkt dødtrætte, og vi andre havde ærligt talt også svært ved at se det positive i situationen lige der … Da vi så havde stået længe i den samme kø, der ikke på noget tidspunkt havde rykket sig mærkbart, kom der en mand og gennede os og en række andre over i en anden kø. Den var kortere, men … den rykkede sig heller ikke en millimeter. Bedst som vi stod der, kom en storsmilende mand over og gav hånd til min mand og mig. Der gik lige et splitsekund, inden det gik op for mig, at det var Miguel, som vi havde mødt på info-mødet i London, hvor hans søde kone også var med. Det viste sig, at hans rejse var blevet fremskyndet. Til gengæld havde han måttet efterlade sin kone derhjemme, hvor hun stadig arbejdede på at få sit visum klar. Skønt at se et kendt ansigt i mylderet! Og så skulle han oven i købet bo i samme område som os :)

Min datter og jeg havde skiftet til abaya i flyet, og hun havde samtidig valgt at dække sit hår helt til (det er ellers ikke påkrævet af ikke-muslimer, men hun er blond, og hun ville gerne undgå alt for mange nysgerrige blikke). Om det var min datters pletfrie muslimske outfit eller mit strenge blik til en forbipasserende tolder (ja, ja, jeg var træt, og jeg nåede ikke lige at tænke mig om …), der gjorde det, ved jeg ikke, men vi blev i hvert fald hentet ud af køen og ført op foran, hvor der sad en meget sød og imødekommende tolder, der tog vores billede og vores fingeraftryk og sendte os videre i systemet, efter at han over for min mand havde rost vores datters outfit i høje toner.

Næste skridt var gennemlysningen af vores kufferter. Og det var så her, vi var forberedt på den helt store gennemgang – men der skete bare ingenting. Kufferterne – alle tolv – blev sendt igennem røntgenapparatet, og vi blev vinket videre uden problemer. Var det det? spurgte vi hinanden. Og ja, det var det åbenbart.

I afgangshallen ledte vi efter den kontakt fra Aramco, der efter planen skulle hente os og køre os til vores bestemmelsessted (vi havde fået at vide, at vi muligvis pga. det sene tidspunkt ville blive kørt til et gæstehus i den noget større compound i Dhahran, hvor vi så skulle overnatte, inden vi ville blive kørt til vores nye hjem i Abqaiq). Der var bare ingen, der ville kendes ved os … Heldigvis fandt vi nogen, der vidste, hvor Aramco havde kontor i lufthavnen, og med tre bravt kæmpende dragere på slæb fandt vi frem til stedet. Her blev vi bænket med te og chokolade i kølige lokaler, mens vi ventede på at blive kaldt ind. Det skete heldigvis forholdsvis hurtigt, og efter lidt forviklinger blev vi forenet med Aramcos udsendte, der med megen snilde og en god portion humor fik bugseret os og al vores baggage til vores hus i Abqaiq, hvor vi blev mødt af en venlig men meget travl sauder, der i løb viste mig rundt i huset, mens Per og Aramcos udsending baksede med kufferterne. Det viste sig, at den travle sauder var sent på den – han skulle nemlig til bøn i moskeen. Jeg tror, han nåede det :)

Fortsættelse følger …