Vejen til Dhahran

… er brolagt med tusindvis af eksploderede dæk. De ligger tæt langs vejkanten og vidner om, at op mod 50 graders varme og høj hastighed på asfalt er en rigtig skidt kombination. Sjovt nok lader det ikke til at virke afskrækkende på araberne, der dagligt praktiserer deres vanvidsdødskørsel ud og ind mellem banerne skiftevis fra højre og venstre, ofte på stregerne mellem to baner og altid uden at vise af. Overhalinger indenom er normen, og det er mere reglen end undtagelsen, at man møder nogen på motorvejen, der kører mod trafikken. Lyskurver betragtes som vejledende, og forkørselsret er noget, man kræver.

Sidst gik turen til IKEA efter møbler og nips. IKEA med saml-selv, köttbullar med svenske flag, lingon läsk – og moske, tildækkede kvinder og højlydte, syngende bønnekald. Kulturchok en masse … Der var seks timer imellem bussens ankomst og dens afgang retur mod compounden, og vi var enige om, at det var ALT for længe. Men det viste sig faktisk at være lige lidt nok, og vi endte med at måtte økonomisere vældigt med tiden – til gengæld fik vi næsten ikke noget af det, vi kom efter … Det er som bekendt ikke helt let at nå til enighed, når alles ønsker og behov skal tages i betragtning.

Vi fik dog de ting, vi manglede mest akut til køkkenet samt lidt puder, billeder og nips, der nu ligger, hænger og står og bidrager til, at huset føles lidt mere som et hjem. Det er rart. Ikke mindst fordi, det har vist sig at være sin sag at få vores egne ting bragt herned.

Som jeg beskrev forleden, skulle vi pludselig af sted med meget kort varsel, og derfor skulle det pludseligt gå stærkt med sortering, udsmidning og nedpakning. De ting, der skulle fragtes herned, skulle pakkes og afhentes dagen inden afrejse af et firma, der var hyret af Aramco. Eller det vil sige – skulle have været hyret. Som beskrevet endte vi med selv at måtte hyre folk til at pakke og køre vores ting på lager – og der står de endnu. For at Aramcos samarbejdspartner vil røre ved opgaven, skulle der nemlig have været udarbejdet lange lister med beskrivelse af hver eneste lillebitte dims i forsendelsen samt en forsikringsopgørelse i mindste detalje for hver eneste identificerbar kasse. Det er selvsagt ikke blevet gjort … Så nu er alt vores indbo strandet i Køge …

Vi har haft fat i hele vores netværk af folk, der muligvis kunne tænkes at kunne hjælpe, og vi har haft kontakt til flere shippingfirmaer, der i øjeblikket klør sig i håret for at finde en løsning på sagen. Det positive er, at Aramco giver en ganske klækkelig økonomisk kompensation til de, der selv klarer forsendelsen. Det negative er, at uanset hvordan vi vender og drejer det, så skal vi have nogen til at pakke alting ud igen (grundigt pakkede flyttekasser, der ér stillet på paller med film omkring), lave lister og nummerere kasserne. Det koster selvsagt en klækkelig sum – og det er bestemt heller ikke nogen hverdagsopgave for et shippingfirma. Derudover skal vi så forsøge at få nogen til at tilbyde en totalløsning, så vi ikke ender med at have en container stående på havnen i Dammam uden at kunne få den fragtet hertil.

Men mon ikke der melder sig en løsning, hvis vi bare tager JA-hatten på og snupper en dyb indånding eller to? J