Nogen har stjålet julen

      – og rygterne vil vide, at det er de to lømler Allan og Muhammed, der har været på spil!

Det startede vist nok med, at ham der Allan sagde, at det der med Jesus, det havde han altså ikke noget med at gøre. Og hvad Maria havde rodet sig ud i med ham Helligånden, det måtte hun altså selv stå til ansvar for. Han skulle i hvert fald ikke hænge på månedlange fødselsdagsfejringer med tilhørende gaver hvert eneste år i december. Så sådan blev det! Og tro det eller lad være: Det to lømler har endda stillet vagter op rundt omkring for at sikre, at der ikke bliver nogen fejring af nogen fødselsdag på Allans grund – han mener, hvad han siger!

Så hvad gør en klog, der gerne vil have julen med sig i det muslimske? Vi havde jo på forhånd opgivet at medtage den store kasse med julepynt, da det blev gjort meget klart for os, at den slags blev betragtet som en alvorlig overtrædelse af lovgivningen og ville være forbundet med strenge straffe – og det er jo ikke lige just på den måde, man ønsker at stifte bekendtskab med et nyt land …

Men julepynt må der jo til (det er strengt nok, at gløggen er bandlyst!) – og heldigvis blev vi hjulpet godt på vej af skolens auktion til støtte for Filippinerne, hvor hver klasse havde samlet ind til kurve med forskellige temaer – der var f.eks. bagekurve, spa-kurve, kaffekurve, snackkurve – og en enkelt julekurv fyldt med alt det forbudte, som dusinvis af familier havde smuglet ind gennem årene og nu havde besluttet at dele med os nyankomne, der endnu ikke havde turdet/haft mulighed for at smugle de livsnødvendige julekugler og lyskæder ind.

Så af sted til auktion med os! Men da der jo var mange hundrede mennesker på pletten og kun én julekurv, måtte der sættes hårdt ind. Så Per fik strenge instrukser om, at ’failure is not an option’ – den kurv skulle med hjem, basta bum! Så han bød det bedste, han havde lært – og det blev dyrt – men jeg fik min kurv! Stor lykke (og gode penge til Filippinerne – ren win-win, hvis nogen spørger mig!).

Men der manglede jo stadig noget – et juletræ. Jeg havde set på Ikeas hjemmeside, at der var juletræer til salg hos dem – plastik forstås, men selv ikke juletræer rækker jo ind i himlen. Så vi satte os tålmodigt i bussen og beredte os på endnu en maratontur til Ikea en times kørsel herfra. Men da vi kom derud, var det ikke så meget som en plastikgrannål tilbage. I første omgang troede vi, at lømlerne også havde været på spil her i den svenske oase midt i ørkenen, men da jeg senere fik forhørt mig rundt omkring, kunne jeg forstå, at det var alle vores med-tilflyttere, der havde kørt stormløb på butikken og støvsuget den for alt, hvad der bare mindede om jul. Så tilbage til tegnebrættet med os.

Ugen efter foreslog Per, at vi tog en tur til Bahrain for at købe de sidste julegaver, hygge os, spise lidt god mad og måske endda drikke et enkelt glas vin (det må man nemlig gerne på de kanter) – og da jeg havde håb om, at man måske der kunne få lov at opleve en smule julestemning, besluttede vi at tage af sted.

Turen derover var lang – mest pga. de uendeligt lange køer ved grænsen, hvor man bliver tjekket i hoved og r.. – forsikringspapirer, opholdstilladelser, våben, visaer osv. – men vi kom dog frem uden problemer.

Vi havde valgt at blive sat af ved et mall, hvor vi vurderede, at der var mindst risiko for, at vi blev væk fra hinanden i kampens hede. Der var da også minimale strejf af juleoppyntning her og der, men ikke det store at tage med hjem. Dvs. lige indtil, at vi faktisk var klar til at gå og lige skulle i Debenhams for at se efter en sidste gave. Så stod det der – juletræet! Først troede jeg bare, det var til pynt, men da jeg kom bag om det, lå der en kasse med et, der var til salg. Haps, sagde det! Hvad koster det, spurgte Per? Og jeg kom helt pr. refleks til at svare ’Er det ikke lige meget?’ (det griner Christian ad endnu …).

Da vi så stod uden for mall'en og ventede på bilen, der skulle køre os tilbage, blev vi enige om, at det nok trods alt var smartest at fjerne det store klistermærke på siden af kassen med et billede af et flot pyntet juletræ med lys – ingen grund til at friste skæbnen og Allans udsendte.

Med os i bilen var to pakistanske herrer, der efter alt at dømme havde haft en fin tur til Bahrain – de var i hvert fald i højt humør på vejen hjem. Så der blev snakket og grinet en del. Da vi nåede til grænsen, gik det ret hurtigt op for mig, at tolderne havde den helt store razzia i gang – alle blev gennet ind til siden, og alle biler blev tjekket. Ikke godt! Men på den anden side har panik aldrig hjulpet nogen, så vi skyndte os at finde den venlige, uskyldige og smilende mine frem og klistre den godt fast. Det forhindrede dog ikke tolderen i at åbne kassen med det forkætrede træ og sige en hel masse på arabisk meget hurtigt efter hinanden, hvoraf vi kun forstod et eneste ord, nemlig ’haram!’ (det betyder ’forbudt i henhold til koranen’ – og altså den værste slags ’forbudt’, man kan tænke sig her på egnen).

Så blev alle mændene i bilen gennet ud og over mod toldkontoret, og jeg sad tilbage i bilen med børn og chauffør og forsøgte som en gal at komme i tanker om, hvad straffen helt præcist var for den forbrydelse, vi lige var blevet taget i. Og imens jeg tænkte, så det knagede, gjorde jeg mig de største anstrengelser for at smile spørgende og uskyldigt til tolderen. Ikke nemt, når man for det første er kommet i byen uden sin abaya og for det andet hele tiden skal huske på, at man er en kvinde og ikke bare sådan kan tillade sig hvad som helst.

Men et eller andet må trods alt have virket, for pludselig sagde han en hel masse mere og kaldte mændene tilbage igen. Jeg kiggede spørgende på chaufføren og sagde ’Er vi ok?’ – og ja, det var vi, sagde han. Tolderen havde sagt noget om, at han i første omgang havde troet, at der var tale om levende græs, men at det nu var gået op for ham, at der var tale om plastik, så vi kunne trygt køre videre. Lige spændende nok efter min smag – men godt så!

Da vi kom endelig kom hjem (gennem en tåge, der bogstaveligt talt var lige så tyk som ærtesuppe), var klokken et godt stykke på den forkerte side af midnat, så der var bred enighed om, at vi ville vente til næste dag med træudpakning og pyntning. Men man kunne jo godt lige åbne kassen og se på træet. Og måske kunne man også godt lige samle det, så det var klar … Lang historie kort: Det endte jo selvfølgelig med, at vi stod der midt om natten med julemusik i stuen og samlede, udfoldede (og det tager lang tid, skulle jeg hilse og sige!) og pyntede vores fine træ J

Og nu er jeg så kendt i lejren som damen, der frygtløst lagde sig ud med de arabiske myndigheder og vendte sejrrigt tilbage med det eftertragtede juletrofæ – det giver god street credit heromkring J

Så vi har kun én ting at sige: Godt forsøgt, Allan og Muhammed! Men os kan I altså ikke løbe om hjørner med!