Da vi vågnede op ad dagen på vores første dag som indbyggere
i byen i ørkenen og havde fået gnedet det meste af søvnen ud af øjnene,
forsøgte vi forsigtigt at stikke næsen ud ad døren for at kigge nærmere på
verden udenfor. Vi trak den dog lynhurtigt til os igen: Luften udenfor føltes
præcis som en overophedet føntørrer i højeste gear. Solen bagte ned kun bremset
en lille smule af det sand, der lå som et tyndt lag skyer højt oppe i
atmosfæren. Det samme sand, som hen over natten (og indrømmet – hele første
halvdel af dagen), hvor vi havde ligget og sovet, var krøbet umærkeligt ind
gennem usynlige sprækker i huset og havde lagt sig som et fint lag støv på
alting.
Vi besluttede os for at vente, til temperaturen faldt en
smule, inden vi bevægede os udenfor for at se nærmere på vores nye hjemby.
Heldigvis havde Aramco sørget for, at der var lidt mad i huset, da vi kom, så
vi kunne hellige os den helt store udpakning og vente til senere med at købe
ind.
Da vi sidst på eftermiddagen havde tømt den sidste kuffert
og stillet den ind i det designerede kuffertrum (jep, sådan et har vi nemlig
også), tjekkede vi endnu en gang temperaturen – stadig meget varmt, men dog
ikke helt så slemt som tidligere. Vi blev dog hurtigt enige om, at en gåtur til
supermarkedet nok ikke lige lå i kortene. Så vi ringede efter en af compoundens
taxaer og fik et lift i stedet. I supermarkedet blev vi præsenteret for en
særegen blanding af lokale varer (billige og af rigtig god kvalitet) og
importerede varer, hovedsageligt fra USA og England (meget dyre). Vi fandt
hurtigt ud af, at det godt kan betale sig at kigge ekstra godt efter
prismærkerne, inden man begyndte at hive ting ned fra hylderne. Jeg faldt
f.eks. over et halvt kilo spaghetti til 38 rial (1 rial = DKK 1,60) – hvorimod
den pakke, der lå ved siden af, kostede 5 rial for samme mængde. En forskel,
der er til at tage at føle på, må man sige.
De næste dage fik vi heller ikke udrettet det store. Af en
eller anden grund (der var sikkert mange at tage af), var vi trætte helt ind
til knoglerne og havde allermest lyst til bare at sove. Dog fandt vi på dag to
vej til poolen, og vi har siden gjort det til et fast ritual at besøge den hver
eftermiddag, når solen begynder at bevæge sig mod horisonten, og temperaturen
falder fra omkring 47 grader til ca. 38. Indtil videre er det kun os og ganske
få andre, der benytter poolen. Langt de fleste af byens andre indbyggere er nemlig
flygtet til køligere himmelstrøg for at vende tilbage senere på måneden, når
der indvarsles mere menneskelige temperaturer.
Weekenden her falder fredag og lørdag, og eftersom vi ankom
midt i ugen, var min mands første arbejdsdag planlagt til førstkommende søndag.
Han havde fået en masse papirer, som han tjekkede igen og igen for at sikre, at
han nu også havde styr på alting og var 100 % klar til første dag på jobbet.
Blandt papirerne lå også et brev, hvori der stod beskrevet, at han ville blive
hentet på vores adresse i Abqaiq af samme mand, som hentede os i lufthavnen. Og
brevet var da også underskrevet af denne. Så min mand stod op søndag morgen,
gjorde sig klar og stillede sig troligt ud for at vente på at blive samlet op.
Der kom bare ikke nogen for at hente ham. Han forsøgte flere gange at ringe på
de numre, der stod angivet i brevet, men ingen steder var der svar. Op ad
formiddagen ringede husets fastnettelefon, og manden, der havde underskrevet
brevet, spurgte, hvor min mand var. Da min mand forundret fortalte, at han jo
var lige her, hvor han havde fået besked om at være, fik han at vide, at han
bestemt måtte have misforstået brevet. Afhentningen galt nemlig kun
medarbejdere, der var bosat i Dhahran. Min mand protesterede forsigtigt – der stod
jo lige her sort på hvidt – adresseret til ham – at han ville blive hentet. Men
nej, det var bestemt noget, han havde misforstået. Men den slags skete hele
tiden, fik han at vide, så for at råde bod på situationen, ville chefen i
stedet forære ham en fridag – så kunne han bare starte dagen efter.
Den ekstra fridag brugte vi på at ringe til skolen for at få
indskrevet vores børn. Her fik vi at vide, at de gerne ville møde børnene og
give dem en test for at fastlægge, hvor i systemet de ville passe bedst ind. Vi
fik en aftale i stand samme dag kl. 13.
Mødet med skolen var på alle måde positivt. Det første, vi
bemærkede, da vi trådte ind, var en åben dør til en gigantisk moderne
gymnastiksal, der ikke lugtede af sure fødder. (Så det kan altså lade sig gøre.
Vi må lige lure hemmeligheden og se, om vi kan eksportere den til Danmark. Hvis
bare vi kan redde et enkelt barn fra traumer over stinkende gymnastiksale …) Skolens
sekretær viste os ind til inspektøren, en høj, bredskuldret canadier, der efter
eget udsagn lystrer alt fra ’mr. Webster’, ’mr. W’ over ’Big Man’ til lige hvad
eleverne finder på at kalde ham – så længe det ikke er ondskabsfuldt. Mr.
Webster er en af den slags mennesker, der er omgivet af en aura af venlighed,
pålidelighed og intelligens – man føler sig straks godt tilpas i hans selskab.
Og det gjorde vores børn heldigvis også. Så de fulgte tillidsfuldt efter ham
ind i skolens bibliotek, hvor der var gjort klar til tests. Imens fik vi
forældre lov til at snuse rundt på skolens gange og kigge ind i de forskellige
lokaler. Vi fandt blandt andet et meget inspirerende formningslokale, et
veludstyret musiklokale og et fantastisk klatrerum med klatrevægge i mange
forskellige udformninger. Og så stødte vi tilfældigt på mrs. Webster, som viste
sig at holde til i et af klasselokalerne, hvor hun omgivet af stakke af bøger
og med hjælp fra en af eleverne forsøgte at gøre lokalet klar til et nyt
skoleår. Vi fik en lang snak med mrs. Webster, som viste sig at være lige så
venlig og imødekommende som sin mand, og som efter al sandsynlighed vil komme
til at undervise vores søn, når ferien rinder ud. Mrs. Webster fortalte, at hun
egentlig var på barsel – og at de små grynt, vi kunne høre, kom fra hendes kun én
måned gamle datter, der lå og sov i sin lift under kateteret.
Da testningen var forbi, fik vi en snak med skolens
sekretær, der kunne fortælle, at vores datter var indskrevet i systemet med
fødselsår i 2013 (hun er fra 2003), og at der ikke var nogen oplysninger på
nogen af børnene mht. de mange vaccinationer, der kræves for at få lov at
starte i skolen. De var åbenbart forsvundet et sted i systemet, så foran os lå
nu opgaven med at rekonstruere de papirer, der allerede var fremsendt til
Aramco.
Vi er ved at få lært, at det bare er sådan, det er …
Frustration er spild af tid. Det er bare at sætte den ene fod foran den anden
og gøre, hvad der skal til. Til gengæld er alle her så søde og rare og
hjælpsomme, at det nemt vejer op for alt besværet. Vi har fået masser af tilbud
om alt fra kaffebesøg til rundvisning i den nærliggende historiske by Khobar. Og
hvis man kommer gående ned ad gaden, og der kommer en bil forbi, bliver man
straks spurgt, om man vil have et lift. For som mrs. Webster siger: ”Hvis vi
ser nogen gå rundt på gaden i varmen, så ved vi bare, at I er nye!”.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar